med forstandige og erfarne mænd om de sager, der vare indstævnede for hans dom. Derfor ansaaes det som en i sig selv aldeles rimelig ting, at han benyttede denne. Ligesaa nær laa det ogsaa at forudsætte det samme, hvor der handledes om hans lovgivende myndighed.
Dertil sigtende bestemmelser findes ogsaa. I hirdskraaens sjette kapitel siges, at kongen með góðra manna ráði kan forandre de love, som vare givne af hans forgjængere og da samtykte af konge og folk Hermed stemmer ogsaa landslovens udtryk i kristendomsbolkens ottende kapitel, hvor de fleste haandskrifter have en ordlyd, som paa det nærmeste svarer til den text, som findes i hirdskraaen. 1 indledningen til landsloven siges ogsaa, at kongen var opfordret til at foretage sine lovforandringer með góðra manna ráði og með hinna bestra manna ráði.[1]
Endelig forudsættes det ogsaa i Magnus Lagabøters lovgivning, at kongen skal raadføre sig med sine betroede mænd i spørgsmaal om krigsvæsenet. I landslovens landeværnsbolk, kap. 1, heder det, at naar et ledingsskib eller det dertil hørende naust er raadnet op, skal kongen eptir bestra manna ráði træffe bestemmelse om bygning af et nyt. Sammesteds, i kapitel 3, er det fastsat, at kongen ogsaa, naar han udskriver fuld almenning, skal gjøre dette med vitra manna ráði. Endelig siges i bylovens landværnsbolk (kap. 18), at kongen með hinna bestu manna ráði har adgang til at træffe forandringer i lovgivningens bestemmelser om forsvarsvæsenet.[2]
Til det her anførte maa endnu føies lovgivningens bud i landslovens kristendomsbolk (kap. 9–10), at hertuger, jarler og lendermænd i den ed, som de aflagde, skulde sværge, at de vilde styrke kongens rige med sit raad og al sin magt og holde de eder; som han havde svoret landsfolket.[3] De betragtedes efter dette altsaa som kongens mededsmænd i hans forhold til de øvrige indbyggere af landet.
Dette er de oplysninger, som findes om de kongelig raadgivere i Magnus Lagabøters love. De ere ikke mange og derhos kun lidet bestemte; som ovenfor omtalt, give de