raadsherrer ere blevne hos ham. Ogsaa erkebiskopen, som ikke nævnes under stilstands-forhandlingerne, kom senere til. Da kongen 12te Juli paa Baahus udstedte fuldmagtsbrev for de gesandter, som skulde underhandle med kong Albrecht, blev dette beseglet af biskoperne Botolf af Stavanger, Halvard af Oslo og Magnus af Hamar, hr. Agmund Finnssøn, hr. Narve Ingvaldssøn, Lodin Eyvindssøn og Gaute Erikssøn, der alle kaldes hans raadgivere. Ogsaa sendebudene nævnes med samme titel. Disse vare otte i tallet: hr. Jon Hafthorssøn, hr. Erik Ketilssøn, hr. Jon Hjerne, Laurents Bjørnssøn, Haakon Jonssøn, Henrik Mikkelstorp, Kolbjørn Ketilssøn og Ulf Jonssøn.[1]
Umiddelbart forud havde kongen og rigsraadet været i Lødøse, altsaa paa svensk grund, for at forhandle om, hvad der skulde gjøres i anledning af kong Magnus’s udløsning af fangenskabet. Det var resultaterne heraf, som kundgjordes paa Baahus. Da udfaldet af den besluttede sendelse til Sverige imidlertid var usikkert, blev det endvidere med raadets samtykke vedtaget at lade udgaa en befaling til almuen i Baahus fogderi om at ruste sig til krig. Brevet herom er udfærdiget 19de Juli i Marstrand, hvorhen rigsraadets medlemmer begave sig med kongen.[2] Dette er beseglet af kongen, af erkebiskopen, biskoperne Halvard og Magnus og drottseten samt, som det siges, i nærværelse af kongen, erkebiskopen, biskoperne af Oslo, Hamar, Stavanger og Bergen, drottseten og morghom adrom warom godom monnum bode leikum ok lærdom af varo riki Norighi.
Kongen var endnu i Oktober i Viken,[3] men reiste saa til Akershus, hvor han var 14de November og udstedte et brev, som til meire stadfæsto er beseglet med biskop Halvards og drottsetens segl.[4] Som allerede (s. 231) omtalt, traadte den sidste snart tilbage.
Kong Magnus kom i 1371 ud af fangenskabet og vendte tilbage til Norge, hvor han overtog bestyrelsen af sine egne landsdele. Men hans virksomme indgriben i regjeringens anliggender kan i de faa aar, hvori han endnu levede, kun
