ses, hvad derved har været det bestemmende. Men da kongen denne gang ikke kan have ønsket ogsaa at overdrage seglet i drottsetens hænder, greb han til den udvei at indsætte en seglbevarer af lavere rang, en vicekansler. Hr. Agmunds stilling var ogsaa i andre henseender forskjellig fra hans forgjængeres, og hans udnævnelse kan derfor maaske ogsaa være fremkaldt af ganske særegne grunde. Mellem disse maa vistnok hensynet til den krig, hvori riget paa flere kanter var indviklet, have været et af de vigtigste. Kongen har ikke selv kunnet raade med alt, som han skulde varetage, og har af denne grund overdraget en del af sin myndighed til en drottsete, hvis opgave det nærmest var at vaage over forsvaret af det vestenfjeldske. Imidlertid har dog neppe drottsetens hverv været indskrænket hertil. Med hans stilling fulgte ogsaa, efter den siden 1323 udviklede praxis, forsædet i det norske raad, og naar kongen var fraværende fra riget, skulde det synes, som om han af sig selv maatte betragtes som rigsforstander. Imidlertid kjendes intet exempel paa, at han er optraadt som saadan, eller overhovedet paa, at han har udstedt breve i kongens navn.[1]
I sin særegne stilling som kongelig statholder for de vestenfjeldske landsdele, har den nye drottsete neppe staaet ganske alene. Ialfald er det meget rimeligt at antage, at en del af hans kolleger i rigsraadet have staaet ved hans side. Da der i 1309 var spørgsmaal om at forsvare det vestenfjeldske Norge mod svenske angreb, havde kongen overdraget dette til flere herrer, der formodentlig samtlige vare medlemmer af hans raad,[2] og paa samme maade tør man vel antage, at drottseten ogsaa har havt andre raadsherrer med sig. Til disse kunne de ovenfor (s. 229) omtalte geistlige, der i 1366 vare sammen med ham i Bergen, have hørt.
Hr. Agmund Finnssøn har maaske i de nærmest følgende aar især opholdt sig i det vestenfjeldske. Da kong Haakon i 1369 gav ham (dilecto et fideli consiliario nostro ac dapifero, domino Agmundo Findeson, militi) fuldmagt til at give sendebudene fra Kampen og andre steder frit leide,[3] maa dette rimeligvis opfattes, som om de allerede vare komne til ham i Bergen. Han optræder imidlertid senere hen ogsaa nogle gange
