kongen og erkebiskopen, som med dem er beseglet af følgende, som udtrykkelig siges at være medlemmer af raadet: biskoperne Sigfrid af Oslo og Gyrd af Stavanger, hr. Orm Eysteinssøn, »drottsete i Norge«, hr. Jon Hafthorssøn, hr. Agmund Guthormssøn, hr. Sigurd Hafthorssøn og hr. Peter, provst ved Mariakirken i Oslo.[1]
Af det her meddelte fremgaar det, at den tidligere dobbelthed i styrelsen ikke var aldeles ophørt med den i 1350 skede forandring. Kong Magnus sees fremdeles at have beskjæftiget sig med lovgivning og administration, navnlig med alt, som angik krongodset. Ligeledes synes forholdet til udenlandske magter paa denne tid nærmest at have henhørt umiddelbart under ham.[2] Det kan af kilderne ikke sees, hvorvidt han paa disse forskjellige omraader af sin myndighed har hørt rigsraadet; men skjønt han vistnok fremdeles bevarede sin tidligere ulyst til i udtrykkelige ord at anerkjende dettes medvirkning, ligger det dog nær at antage, at det nu virkelig maa have havt større indflydelse paa hans beslutninger end tidligere. Som det synes, har ogsaa kong Magnus i denne tid udelukkende udøvet sin kongelige myndighed, naar han selv var i landet, og han har altsaa i denne henseende overholdt, hvad der synes at have været forudsat ved den foretagne forandring. Kongen har formodentlig ved sine breve som oftest, dog ikke altid, benyttet sit mindre segl.[3] Rigsraadets selvstændige myndighed, som det udøvede gjennem drottseten, synes paa samme tid at være bleven ikke lidet forøget imod før. Retspleien synes nu ligesom tidligere ved kansleren udelukkende at være ledet ved drottseten, der ogsaa sees at have kunnet udstede retterbøder. Rimeligvis har han ikke staaet ganske alene, uden at det dog nu kan sees, paa hvilken maade man i denne henseende har indrettet sig i den daglige styrelse. I den ovenfor (s. 214) omtalte skrivelse til Island af 2den Juni 1350 var det jo netop forudsat, at de indstævnede skulde vende sig til drottsete og
- ↑ Dipl. Norv. II, no. 326.
- ↑ Da kongen under sit ophold i Helsingborg 21de Juli 1355 bekræftede staden Kampens privilegier (Dipl. Norv. V, no. 322), paaberaabte han sig derved ikke raadet, men vasallos nostros dominos Benedictum – –, Erengislonem comitem Orchadensem et Ormerum Østeinsson dapiferum regni nostri Norvegiæ ac alios familiares nostros, qui alias fuerant et sunt. Brevet selv er beseglet med det store svenske segl.
- ↑ Et exempel paa anvendelsen af det store segl se Dipl. Norv. II, no. 815. Smlgn. ovenfor, s. 208 og 211, note 3.
