fald ikke paa denne kant af Norge, og det viser sig saaledes, at kansleren paa egen haand har kunnet benytte rigsseglet, dog vel neppe uden samtykke af sine kolleger i raadet, hvor det dreiede sig om mere vigtige sager. Sekretet var derimod hos kongen, som endog synes at have benyttet det i Jæmteland til samme tid, som hans raadgivere maa antages at have været samlede i Oslo.[1] Med hensyn til den maade, hvorpaa den nye styrelse skulde ordnes i sine enkeltheder, savnes der alle oplysninger. Paafaldende er det for øvrigt, at den gamle skik med at nævne den klerk, som skrev de kongelige breve, nu kun yderst sjelden er bleven fulgt.
Det har været antaget, at hr. Ivar Agmundssøn i sin egenskab af forhenværende drottsete i virkeligheden har været den ledende mand i raadet, og som grund herfor er det anført, at han i en rigsraads-dom af 1347 nævnes som den første mand i raadet, endog foran kansleren.[2] Men dette er neppe andet end en tilfældighed. Hr. Erling Vidkunnssøn var ældre drottsete end hr. Ivar, og naar de begge paa denne tid have været nærværende i raadet, forekommer ogsaa hr. Erling, der i 1347 endog fører titel af drottsete, foran hr. Ivar, ligesom denne endvidere nævnes efter hr. Jon Hafthorssøn.[3] Men om han end ikke paa denne maade har været raadets fornemste mand, er det derfor lige fuldt muligt, at han har været det mest indflydelsesrige medlem, og at dette for en væsentlig del skyldtes hans tidligere stilling som drottsete. Tildels kom det vel ogsaa deraf, at han var befalingsmand paa Baahus, den borg, som under de daværende forhold kunde regnes for den vigtigste i riget. Det politiske tyngdepunkt maatte nu søges paa denne kant, og derfor kan det ogsaa antages, at de raadsherrer, som besørgede de løbende forretninger, netop maatte vælges
- ↑ P. A. Munch, Norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 446.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 303. P. A. Munch, anf. st. I, s. 448. Denne forfatter lægger vistnok en altfor stor vægt paa bestemmelsen om, at kansleren skulde have barons rang. Idet baronværdigheden selv var ophævet, maatte vel ogsaa rangen faa mindre betydning, og det kunde ligeledes have sine vanskeligheder at gjennemføre praktisk en rangbestemmelse for et embede, der hyppig stod ubesat.
- ↑ Dipl. Norv., V, no. 193, s. 153 (aar 1347); Norges gamle love, III, 171 (aar 1348). For det sidste steds vedkommende maa dog bemærkes, hvad P. A. Munch (Norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 484 note 1) har fremhævet. Smlgn. s. 189, note 2.
have været kongens hensigt at udnævne Arne til kansler, men at denne paa grund af sin uægte fødsel først maatte have pavelig dispensation.
