drede aar længere nede i tiden forekommer exempler paa, at der omtales kongelige »hirdmænd«, saa havde dog dette ingen betydning. Hirden i den gamle forstand havde tabt sig mellem det nye aristokrati. Ridderværdigheden tabte dermed ogsaa sit tidligere særegne præg og antog i stedet en lignende karakter, som den havde i andre lande. Paa samme maade benyttedes den gamle titel »hirdstyrer« nu om noget helt nyt, om de kongelige statholdere, der udnævntes i forskjellige landsdele.
Ved den i 1343 og 1344 trufne afgjørelse havde raadet seiret over kongens modstand. Alligevel er denne dets seier ikke et bevis for, at det har kunnet udfolde nogen betydelig styrke. I hele ti aar havde kongen tilsidesat dets krav, og naar han nu tilsidst blev nødsaget til at give efter, da var dette maaske for en væsentlig del foranlediget ved hans stillings hele svaghed, mere end ved hans modstanderes kraft. Imidlertid stod dog denne gang aristokratiet mere samlet end før, og det har maaske ogsaa kunnet gjøre regning paa understøttelse fra sine standsbrødre i Sverige. Hvad der var opnaaet, var i grunden heller intet øieblikkeligt resultat, men nærmest kun en garanti for, at kongen i den nærmeste fremtid vilde afstaa fra sin direkte indblanding i Norges anliggender. Foreløbig maatte han vedblive at lede disse som sin søns formynder. Deri kan man maaske søge grunden til, at det ikke nu ansaaes nødvendigt at udnævne nogen drottsete til rigsforstander, medens kongen nu atter overdrog sit norske segl til en kansler, der tillige blev provst ved Mariakirken i Oslo i overensstemmelse med retterboden af 1314. Idet der saaledes udnævntes en kansler, og seglet for fremtiden kunde forblive i landet selv, kunde fra nu af raadet ogsaa under kongens fravær gjennom denne embedsmand besørge de løbende forretninger. Den nye ordning traadte snart i virksomhed.
Der er diplomer, som antyde, at der i Marts 1345 er bleven afholdt et raadsmøde i Oslo, hvor ialfald den nyudnævnte kansler, hr. Arne Aslakssøn, den gang vides at have været tilstede tillige med erkebiskop Paal og hr. Haakon Agmundssøn. Hr. Arne havde allerede nu kongens segl i sin forvaring og har ved denne leilighed beseglet et brev, som blev udstedt i kong Magnus’s navn.[1] Denne selv var paa samme tid ial-
- ↑ Dipl. Norv. IV, no. 285. Smlgn. landsvistbrev af 6te Marts 1345. II, no. 269. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., I, s. 444, gjør opmærksom paa, at det allerede tidligere kan
