med Sverige mægtige hindringer i veien derfor; paa den anden side havde rigsraadet nu en gang vænnet sig til at have magten. Forholdene havde udviklet sig saaledes, at kong Haakons system ikke mere lod sig opretholde uden forandring, da unionen gjorde det umuligt for monarken til alle tider at staa som styrelsens personlige midtpunkt. Ovenpaa den lange formynder-styrelse var det heller ikke let at gjennemføre en regjering i rent absolutistisk aand, saaledes som man med en vis ret kan opfatte den nye konges hensigt. Efter de forudsætninger, hvorpaa unionen af 1319 var bygget, maatte det i alle tilfælde ligge nærmest at organisere en fast regjering, hver gang kongen forlod landet, ud af raadets midte, saaledes som det synes at være skeet i 1334, og ved dennes side at anerkjende det samlede raad som en repræsentation [for rigets aristokrati og høiere geistlighed. Hertil var der i 1334 gjort et tilløb, men derved var man senere bleven staaende. Eftersom Magnus blev ældre, synes han endog at have unddraget sig de mænds indflydelse, til hvilke han i sin første tid som myndig konge havde lyttet. Saaledes kom han ogsaa paa en spændt fod med disse, som under andre omstændigheder vilde have været de første til at støtte hans regjering. Han selv bidrog mere end nogen anden til at styrke modstanden.
Mellem dem, som kongen med størst lethed havde maattet kunne vinde for sig, vare netop flere af biskoperne, der jo tidligere havde vist sig som hans tilhængere. Disse havde allerede af Haakon V faaet en fastere stilling i raadet, end de tidligere havde havt. De stode nu med erkebiskopen i sin spidse som en anerkjendt del af denne korporation, hvis ydre præg derved ogsaa tildels blev et andet, end det før havde været. Forsaavidt raadet paa denne tid endnu har været en temmelig talrig korporation,[1] trængtes der, hvis dette skulde faa andel i den daglige styrelse, først og fremst til de høiere embedsmænd, hvis pladse kongen lod staa ubesatte, og dernæst til en snevrere komité af raadet, der kunde træde i stedet for den tidligere formynder-styrelse. At udnævne en saadan laa neppe
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 136, hvor der er talt om sandsynligheden af, at raadet saavel paa kong Haakons tid, som efter dennes død maa have talt et betydeligt antal medlemmer. Selv om dette i den siden hengaaede tid havde undergaaet nogen formindskelse, kan denne ikke have været saa været stor, at der ikke fremdeles gjennem udnævnelse af nye raadsherrer har været temmelig mange af disse.
