Af de kongebreve, som efter denne tid ere bevarede fra et
tidsrum af flere aar, er der kun nogle ganske faa, i hvilke det
angives, at de ere beseglede af en bestemt person. Et af disse
er det ovenfor (s. 185) omtalte af 1ste Mai 1334; et andet er
af 23de April 1340, som baade er skrevet og beseglet af den
kongelige klerk, sira Paal Styrkaarssøn.[1] Fra 1342 og 1343
haves derhos nogle kongebreve og retterbøder, som ere beseglede
af sira Arne Aslakssøn, kongens klerk, som han tildels kaldes, i
kongens nærværelse.[2] Tildels nævnes der i disse, hvem der har
skrevet dem, tildels ikke; en enkelt gang har sira Arne beseglet
med kongens sekret eller mindre segl, hvilket ogsaa undertiden
ellers siges at være anvendt,[3] naar brevet er udstedt i
kongens nærværelse, uden at nogen kansler eller anden beseglende
nævnes, en enkelt gang med tilføielse af, at det mindre segl
maatte benyttes, da man ikke havde det større ved haanden.[4]
Fraregnet disse tilfælde kjendes der neppe noget kongebrev
for aarene 1334–1344, hvori det nævnes, hvem der har beseglet
det. Overalt ellers anvendes den sædvanlige formel: insiglat oss
sjálfum hjáverandum, uden at det siges, hvem der har foretaget
denne handling,[5] medens den klerk, der har skrevet brevet,
i regelen nævnes (Paal Styrkaarssøn, Ivar Audunssøn, Haldor
Agmundssøn og Helge Ivarssøn). En egen fremgangsmaade er
anvendt ved retterboden af 30te August 1337.[6] I denne omtales
ikke nogen besegling med kongens segl; det heder kun,
at biskoperne Halvard af Hamar og Haakon af Bergen satte sine
segl under. Det nu kjendte akstykke er imidlertid ikke den
oprindelige retterbod, der saaledes lige fuldt kan have været
beseglet under iagttagelse af de sædvanlige former, hvilket vel
ved denne leilighed var saa meget mere nødvendigt, som en
større del af rigsraadet der var nærværende.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 266. Smlgn. nedenfor, s. 131, note 3 og 195, note 1.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 277; III, no. 220; V, no. 160; VI, no. 164. Norges gamle love, III, s. 163.
- ↑ Dipl. Norv. V, no. 174.
- ↑ Dipl. Norv. V, no. 111: secretum nostrum, nostro non præsente majore sigillo, præsentibus est appensum. Ved latinske kongebreve anvendes for øvrigt i denne tid aldeles de samme formler, som under de foregaaende regjeringer. Dipl. Norv., III, no. 203; V, no. 115, 151; VIII, no. 151. I det sidste findes formelen: sigillum nostrum regni Norvegiæ præsentibus est appensum. Smlgn. ovenfor, s. 128 flg.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 241; II, no. 210, 213, 214, 224, 227, 229, 233, 253; III, no. 199; IV, no. 216; V. no. 114, 174.
- ↑ Norges gamle love, III, s. 151.
