et enkelt eller flere tilfælde, var ingen nyhed. Dette havde allerede været brugt i kong Haakons dage,[1] og ovenpaa den lange formynder-styrelse maatte det falde endnu naturligere ligesom man ogsaa i denne henseende kunde holde sig til exemplet fra Sverige, hvor raadet styrede lige godt, enten kongen var inden eller udenfor landets grænser. Under foreningen med Sverige blev det, efter de forudsætninger, hvorpaa denne var grundet, en nødvendighed, at raadet fik en saadan selv- stændig stilling, saafremt ikke den offentlige forretningsgang skulde blive stærkt lammet. At tilstaa sine raadgivere for længere tid en stilling af denne art og derved styrke deres selvstændighed har dog neppe været kongens tanke. Det varede heller ikke længe, inden han forsøgte at tage igjen, hvad han havde maattet indrømme, uden at bekymre sig om de følger, dette maatte have «for landsstyrelsen.
De mænd, som kong Magnus i 1334 sees at have gjort til de første i raadet, vare alle hans personlige tilhængere og venner. Saaledes maatte det ubehagelige ved at gjøre indrømmelser formindskes for ham. Hr. Ivar har maaske endog været den, som har givet kongen det raad at benytte denne udvei, der bragte ham selv paa den høieste post i riget. Hvis kongen havde vedblevet at gaa ud fra de samme grundsætninger, vilde saaledes i den følgende tid raadets indflydelse omtrent være bleven den samme, som før 1332, og formynder-styrelsen var da bleven næsten umiddelbart fortsat i en raadsstyrelse, ligesom efter 1280. Dette skede imidlertid ikke. Udnævnelsen af en drottsete har fra kongens side vistnok blot været tænkt som en midlertidig foranstaltning, der kun skulde gjælde for den tid, hvori han selv denne gang var borte fra landet.
Hvis hensigten havde været at lade drottsetens embede blive af længere varighed og derved grunde en fast centralstyrelse for Norge, der var selvskreven til at overtage regjeringen i det øieblik, kongen forlod riget, maatte det vel ogsaa efter den senest anvendte praxis have ligget nær at udnævne en ny kansler, som kunde have det kongelige segl i forvaring inden riget. Men dette skede ikke. Efterat hr. Paal Baardssøn i 1333 var bleven erkebiskop,[2] var der neppe fra kongens side foretaget noget for at skaffe ham en efterfølger som kansler.
