partier mellem stormændene. Hr. Finn Agmundssøn var en fuldblods repræsentant for disse. Naar han har stillet sig i spidsen for en bevægelse, der ikke alene var rettet mod kongen og hertuginden, men ogsaa mod raadets første medlem, da er dette et vidnesbyrd om, at stemningen inden rigets mest høibyrdige ætter ikke har været enig, og at der har ytret sig utilfredshed mod hr. Erlings ledelse af regjeringen, der maaske nærmest er kommen til udbrud i anledning af hans tilbøielig- hed til at lade hertuginden faa større indflydelse paa regjeringen, end det havde været de ledende mænds tanke i 1323.
Imidlertid er drottsetens forhold til hertuginden ikke dermed tilstrækkelig belyst. Kort efter er det nemlig aabenbart, at han staar paa den modsatte side af den, hvorpaa hun befandt sig, og efter hendes giftermaal med Knut Porse lod han hendes norske gods beslaglægge. Partistillingen maa i det hele i disse aar have været meget vaklende og uklar. Personlige forhold og rene tilfældigheder kunne maaske meget ofte have været afgjørende for grupperingen.
For landet maatte disse uroligheder være til adskillig skade; tilstanden under formynder-regjeringen synes i det hele ikke at have været meget glædelig, og dette skyldtes netop for en ikke uvæsentlig del den maade, hvorpaa aristokratiets medlemmer optraadte. I denne henseende var der vistnok en iøinefaldende lighed med forholdene under den foregaaende formynder-styrelse efter 1280. Forsaavidt aristokratiet under kong Magnus Erikssøns umyndighed forblev i besiddelse af magten gjennem et længere tidsrum, havde det altsaa denne gang saa meget bedre anledning til at benytte den derved givne adgang til at skaffe sig fordele. Naar der ogsaa efter denne formynder-regjerings ophør høres klager over voldsom og selvraadig fremfærd fra aristokratiets side, – og denne gang endnu mere be- stemt og skarpt end før –, da viser dette netop ved gjentagelsen, at der saavel nu som ved de tidligere anledninger maa have været sandhed i, hvad der anførtes, selv om deri ogsaa nu som tilforn kan have indsneget sig overdrivelser.[1]
Splittelsen inden aristokratiet bidrog vistnok ogsaa sit til at forværre tilstanden i landet. Denne udgik sandsynligvis fra de høiere lag, men udbredte sig ogsaa til de lavere, for hvilke den kunde blive ligesaa svækkende, som for den faatallige høiadel. Familiefeider mellem dennes medlemmer vare neppe meget
- ↑ Norges gamle love, III, s. 160.
