Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/182

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
166

brevet er skrevet af Haakon notarius.[1] At et brev er udfærdiget paa denne maade, saa kort tid efter, at regjeringen var overdragen til hr. Erling, er paafaldende. Man skulde ialfald have ventet, at han var nævnt som den, der samtykkede. Naar dette ikke er skeet, kan det derfor ikke opfattes anderledes end som et bevis for, at han ved denne leilighed har været fraværende.[2] I den følgende tid forekommer heller ikke noget exempel paa et kongebrev, der er udfærdiget paa denne, vistnok meget formløse maade.

I den følgende høst, 1324, var kongen med sin moder i Bergen, hvor samtidig erkebiskop Eiliv, Salomon Thoraldessøn, der nu var bleven biskop i Oslo, biskop Audfinn i Bergen, kapelmagisteren, hr. Finn, hr. Erling Vidkunnssøn, hr. Peter Andressøn, hr. Guthorm Kolbjørnssøn, hr. Hallstein Thorleifssøn, hr. Thorvard Haavardssøn, hr. Haakon Agmundssøn og hr. Ivar Agmundssøn vare nærværende.[3] Alle disse maa antages at have været medlemmer af raadet. Mellem dem findes flere, der synes at have været hertugindens tilhængere, deriblandt hr. Ivar Agmundssøn, som ikke havde været med paa mødet i Oslo det foregaaende aar. Hr. Erling kaldes ved denne leilighed dels kongens drottsete, dels hans »ombudsmand«. Ved den sidste titel betegnedes rimeligvis hans stilling som den, der i almindelighed skulde udføre regentens forretninger og varetage kongedømmets interesser. Dog er det ikke umuligt, at udtrykket kun har havt hensyn til hans optræden ved denne enkelte leilighed, idet han paa kongens vegne krævede tilbage gods, som var frakommet kronen. Senere kaldes hr. Erling i et enkelt brev hertugindens »ombudsmand«.[4]

Sandsynligvis har der under dette raadsmøde ogsaa været forhandlet om forholdet til England. Der kjendes en skrivelse fra kong Edvard II af England, af 17de Februar 1325, der er stilet til erkebiskopen, drottseten og raadet i Norge, og hvori han svarede paa en skrivelse, som han havde modtaget fra dem, om fredens fornyelse mellem begge riger. Kongen af England erkjendte i sit svar det nyttige heri og erklærede sig villig til

  1. Dipl. Norv. I, no. 173.
  2. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 64, note 3.
  3. Dipl. Norv. VII, no. 101 og 102. Hr. Hallstein havde allerede i 1303 været anvendt i statens tjeneste. Smstds. III, no. 53.
  4. Smlgn. s. 173 i det følgende.