kert. Det var rimeligvis fremdeles paa denne tid en nødvendig betingelse for at kunne regnes med til aristokratiet og nyde godt af de friheder og udmærkelser, som vare det tilstaaede, at man blev optagen i kredsen af kongens haandgangne mænd. Først som saadan kunde man i sit segl føre skjoldmærke og nyde skattefrihed. Men da dertil ikke knyttedes nogen forudsætning om personlig hoftjeneste, og da hirdmands-værdigheden uddeltes temmelig rundelig, var der hermed aabnet adgang til, at denne klasse kunde udvikles til en arvelig adel af lavere rang, som dog ikke skiltes ved nogen stærk ydre forskjel fra den høiere.
Selv de første ætters yngre medlemmer vare ved begyndelsen af sin løbebane henviste til at begynde som hirdmænd, eller, som det nu stedse blev mere almindeligt at kalde dem, væbnere, og der var intet, som gav dem nogen lovlig forret til at rykke op som riddere eller raadsherrer mere end de andre. Naar dette alligevel hyppigere faldt i deres lod, som tilhørte de store, høibyrdige ætter, da skyldtes det alene den større anseelse, der fulgte med disse paa grund af deres nedarvede fornemhed og deres rigdomme. Medens disse altid havde holdt sig paa den samme høide, kun i et stedse formindsket antal, var den lavere adels opkomst egentlig det nye, som udviklingen havde bragt med sig. I 1323 traadte denne for første gang frem for at tage virksom del i politiken.
Paa denne maade kom mødet i Oslo i dette aar til at antage en noget forskjellig karakter fra de tidligere sammenkomster, som man har givet navn af høvdingemøder eller rigsmøder. Den lavere adel, væbnerne af de mindre ætter, som vare hjulpne frem af Magnus Lagabøter og hans anden søn, udgjorde nu den væsentligste del af de fremmødende. Mellem dem, som nævnes af disse, ere de øiensynlig i flertallet, og da det maa antages, at man i de navngivne har alle de mere anseede deltagere i mødet, bliver den lavere adels overlegenhed i antal saa meget større, naar man ogsaa medtager de unævnte haandgangne mænd. Saaledes bliver hirdstevnen i Oslo i en meget vid forstand et aristokratisk møde, et slags tilløb til et overhus eller parliamentum generale, der ved den lavere adels større og mere fremtrædende deltagelse har et fra alle tidligere forskjelligt præg. Forsaavidt var det noget aldeles nyt, tiltrods for anvendelsen af de gamle former. Benævnelsen hirdstevne paa denne sammenkomst, vedtagelsen af de der fattede beslutninger paa et thing i Oslo og benyttelsen af drottsetens titel vare kun rent
