samme slægt, som imidlertid snart igjen forsvinder. Hr. Andres har maaske som oftest havt sin bolig i Oslo.[1]
Med andre af de nævnte synes det, som om de næsten maatte regnes for borgere af denne by, noget, som paa denne tid ikke var uforenelig med hirdmands-stillingen. Dette gjælder Orm i Beinagaarden, Eystein Gislessøn, Dagfinn Tovessøn, Alfgils Sure, Kolbjørn Gamalssøn (ogsaa kaldet Kolbjørn i Gamalsgaarden) og Alf i klostret.[2] Skjønt hirdmænd og saaledes i besiddelse af de samme rettigheder, som de øvrige medlemmer af denne klasse, vare de dog maaske mere kjøbstadsmænd end knyttede til landet. Naar de vare tilstede paa mødet i 1323 og beseglede de der vedtagne beslutninger med sine egne segl, saavel som med Oslo bysegl, kunne de paa en vis maade betragtes som en repræsentation for denne bys borgere. Forsaavidt kunde man heri maaske se de første spor af en begyndende udvikling af stænder. Men paa samme tid er netop disse mænds stilling i hirden og deres optræden ved siden af sine kolleger inden denne et bevis for, at en saadan forskjel endnu maatte være meget svag, om den overhovedet kunde tillægges nogen betydning, og at samfundet i denne henseende endnu havde bevaret sine gamle forhold. En særegen bybefolkning som en selvstændig udpræget samfundsklasse havde endnu ikke udviklet sig i Norge. Paa dette punkt havde landet kun yderst mangelfuldt været istand til at følge med i den almindelige europæiske udvikling, og det kom paa grund deraf ogsaa i flere henseender til at ligge tilbage selv for sine nærmeste nabolande.
Mødet i 1323 byder en bekvem anledning til at maale virkningerne af de foregaaende kongers foranstaltninger, forsaavidt disse tjente til at ophjælpe den lavere adel. At denne nu dels ved det af Magnus Lagabøter oprettede hirdmands-frelse, dels ved følgerne af retterboden af 1308 var stillet under gunstigere vilkaar, og at den ogsaa erkjendtes paa dette grundlag, er sik-
- ↑ Saml. til det norske folks spr. og hist., I, s. 164–166. Paa samme maade synes ogsaa hr. Erling Aamundessøn, der i det foregaaende oftere er nævnt som ridder og raadsherre, at have været knyttet til Bergen, hvor han eiede og beboede Hildegaarden. Som en følge deraf kaldes han ogsaa hr. Erling i Hildegaarden. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedafd., II, s. 160. Yngv. Nielsen, Bergen fra de ældste tider indtil nutiden, s. 124.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 121, 128, 256; III, no. 107, 121, 123, 146.
