der paa denne maade antog titel og værdighed som drottsete, var det enstydigt med, at dette embede forandrede sin natur, og at dets indehaver fra nu.af til enhver tid skulde være den første i raadet, paa samme maade, som det allerede tidligere var blevet almindeligt i Sverige.[1] Drottseten blev nu den virkelige formand i raadet, eller hvad man med et moderne udtryk kunde kalde raadspræsident. Dette var noget nyt.
Kong Haakon havde ikke givet det kongelige raad nogen formand. Ligesom han forbeholdt sig selv den hele hirdstyrelse, saaledes vilde han ogsaa i egen person være den, som ledede sit raad. Umiddelbart efter hans død havde der ikke været noget øieblikkeligt behov for at give raadet en formand, idet hertuginden som den unge konges moder traadte frem med sine krav paa at staa som kongedømmets personlige repræsentant. Anderledes stillede forholdene sig efter hendes tilbagetræden. Rent praktiske hensyn maatte da forene sig med ønsket om at have en personlig repræsentant for kongedømmet inden raadet, og begge ledede til, at raadet maatte have en formand, der under kongens umyndige aar kunde lede dets forhandlinger. I den forrige formynder-styrelses tid, efter Magnus Lagabøters død, havde forholdene været ganske anderledes. For det første havde man da den hele tid inden regjeringen et medlem af kongefamilien, der stod som de umyndige kongelige brødres naturlige repræsentant, og dernæst havde raadet endnu ikke modtaget den fasthed og afsluttede karakter, som det havde i 1323. Baronerne stode i 1280 endnu som en temmelig talrig klasse, inden hvilken der herskede en lighed i rang, som gjorde
- ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks hist., anden hovedaf., I, s. 59, note 1.
som i 1331 havde dræbt bonden Egil paa Vinjarskaal (II, no. 182), i 1339 nævnes som besidder af eiendomme paa Follo (I, no. 255) og i 1336 fik pavelig tilladelse til at ægte Erik Viljamssøns enke, Cecilia Haakonsdatter Bolt, og da kaldes kongens domicellus (VII, no. 141). Han var død inden 1346 og blev ligesom senere hans enke begraven i Oslo Mariakirke (IV, no. 296 og 611). Fru Cecilia ægtede senere hr. Halvard Jonssøn Næpa, hvem hun ogsaa overlevede. Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafd., I, s. 196; II, s. 107. I sit ægteskab med fru Cecilia har Jon maaske ikke havt nogen søn. Saafremt den Assur Jonssøn, der i 1345 levede i Vestby prestegjæld med sin moder Gudrun Eriksdatter, har været hans søn, maa dette have været udenfor ægteskabet. Dipl. Norv., V, no. 177. Navnene synes imidlertid her i alle tilfælde at antyde et slægtskab mellem dem. Smlgn. s. 160, noten.
