og alle andre forretninger og kongelige ombud og til at kræve igjen under sin vold alle slotte af dem, som havde dem, og at gjøre alle andre ting og fremme dem med refster og mere saadant, som hører til den kongelige værdighed og kronens ret, fuldt ud som kongen selv, med raad og vidende af det rigens raad, som nu er eller siden bliver valgt«. Dette blev derpaa vedtaget og samtykket paa et almindeligt thing i Oslo, hvor ogsaa hr. Erling var tilstede og lovede, at han i sin styrelse kun skulde rette sig efter, hvad der var kongen og riget til mest gavn, og sørge for, at hver mand maatte nyde lov og ret. Til vidnesbyrd om, hvad der saaledes var foregaaet, blev der udstedt et brev, som besegledes af de foran nævnte mænd, hver med sit indsegl, samt med Oslos bysegl. Brevet er dateret 20de Februar 1323. Originalen er forlængst tabt, saaledes at det nu kun kjendes i nogle, tildels feilfulde afskrifter.[1] Det deler i denne henseende skjæbne med flere andre vigtige statsakter fra vor ældre tid, som kun paa lignende maade ere bevarede til vore dage.
Unionsforholdet til Sverige blev ikke berørt ved denne overdragelse af rigets styrelse til hr. Erling, ligesaa lidt som dette i nogen henseende havde undergaaet nogen forandring ved, hvad der i 1322 var foregaaet i Sverige. Foreningen, der altid havde været yderst løs, vedblev fremdeles at bestaa paa det tidligere grundlag, paa fællesskabet i kongens person, men strakte sig hverken før eller efter 1323 videre. Saa meget mærkeligere blev imidlertid det, som nu var foregaaet, for Norges særlige vedkommende.
Regjeringens ledelse var overdragen til en enkelt mand, den høibyrdigste og rigeste, som fandtes i landet. Kong Haakons datter, som kun nogle faa aar i forveien selv havde været den første til at gjøre brud paa sin faders formynder-ordning, var dermed bleven helt fjernet fra enhver andel i rigets styrelse. Hvorvidt man samtidig beholdt den af kong Haakon anordnede tolvmands-styrelse, kan ikke bestemt afgjøres. Da, de, som mødte i Oslo, netop mellem sine ankeposter ogsaa anførte den maade, hvorpaa hertuginden og hendes yndling havde sat sig ud over hensynet til denne, er det ikke rimeligt, at de selv ligefrem skulde have afskaffet denne. Man kan derfor vistnok gaa ud fra, at kong Haakons anordninger netop i dette punkt ere blevne overholdte efter sin ordlyd, om de end
- ↑ Diplom. Norv., VII, no. 100.
