man netop personer, om hvem det ialfald med nogen grund er antaget, at de den gang og senere havde støttet hertuginden.[1] Men hovedmængden af de mødende er dog en ganske anden. I 1323 er antallet af de nævnte langt større end i 1319; de synes ogsaa at tilhøre mere forskjellige samfundslag, maaske endog tildels saa lavt nede, at det næsten kan synes uberettiget at regne dem til aristokratiets kreds. Imidlertid siges det udtrykkelig, at de alle vare haandgangne mænd, og at der endog var flere saadanne tilstede end de, som nævnes. Ogsaa den omstændighed, at mødet betegnes som en hirdstevne, viser det samme, at de, som derved mødte, hørte til hirden. Den gamle benævnelse hirdstevne kunde blot forsaavidt være berettiget, idet mødet for øvrigt, under den umyndige konges fravær og i manglen af en dertil selvskreven leder, kun tildels opfyldte de betingelser, som udkrævedes til, at det kunde bære dette navn. Mødet blev dog i alle fald en repræsentation for det norske aristokrati i videste forstand: man finder derimellem mænd fra alle landets kanter. Naar Ivar Agmundssøn og Guthorm Kolbjørnssøn, som dog tidligere forekomme ofte nok som handlende personer, ikke nævnes blandt de nu tilstedeværende, kan man deri se et tegn paa, at de ikke billigede mødets øiemed, men fremdeles sluttede sig til hertugindens sag.[2]
De forsamlede overlagde først med hverandre om, »hvorledes der hidtil var faret frem med kongens liggendefæ, fehirdslerne, overholdelsen af freden, lovene, indseglet og ederne, og de flere andre ting, som vedkomme rigsstyrelsen i Norge«. Udfaldet af denne overlægning blev det, at det paa alle kanter stod saa galt til, som det vel var muligt, og at skylden herfor laa hos dem, som uden noget medhold i lovene selv havde til- taget sig rigets styrelse, hos Knut Porse og hans følgesvende. Da nu dette ikke længer kunde taales, henvendte de forsamlede sig til erkebiskop Eiliv og bade ham sætte dem den mand til formand, med hvem han fandt, at kongen, riget, de selv og thegnerne i længden kunde være bedst tjent. De lovede, at de vilde tjene og bistaa denne med al sin magt og evne, saalænge han holdt sine forpligtelser mod kongen og riget og overholdt sine eder og lovene mod dem og thegnerne. Efter dette valgte erkebiskopen »hr. Erling Vidkunnssøn med alle deres raad og vidende til rette formand og overstyrer over fehirdsler, sysler
