fordret dertil af andre.[1] Mellem disse kunde der tænkes paa mænd som hr. Finn Agmundssøn, maaske ogsaa paa den tidligere kansler, hr. Ivar Olafssøn, der mere end nogen anden maatte have følt og forstaaet de forskjellige ulemper, som fulgte med rigsseglets fravær fra landet. Erkebiskopen var i det hele den mand, som var nærmest til at optræde ved en saadan leilighed. Naar der saaledes ikke var nogen til thronen arveberettiget person, og man derfor maatte skride til valg af ny konge, skulde det efter Magnus Lagabøters hirdskraa netop være erkebiskopen, som skulde forestaa dette, og hos hvem de mødende skulde samles i Nidaros.[2] Denne bestemmelse var fremdeles bibeholdt, da Haakon V forandrede arvefølgen, og den kunde nok tjene som analogi for fremgangsmaaden ved et tilfælde som dette, hvor der handledes om at foretage indgribende forandringer i rigets høieste styrelse. Men der savnes, som sagt, nærmere oplysninger om, hvorledes det nu gik til. Om imidlertid erkebiskopen ikke selv har grebet initiativet til denne sammenkomst, blev han dog af hensyn til sin stilling den, som derved var den ledende. Ingen anden kunde være nærmere end han til at fremtræde som den første paa mødet.
Foruden ved erkebiskopen var den høiere geistlighed paa mødet i Oslo repræsenteret ved de tre biskoper, Halvard af Hamar, Salomon af Oslo og Jon af Skaalholt. Mariakirkens provst, Ivar Olafssøn,[3] nævnes derimod mellem de verdslige herrer, hvor han tidligere havde havt sin plads som kansler.
- ↑ Smlgn. P. A. Munch, Det norske folks historie, anden hovedafdeling, I, s. 54. Det siges her, at erkebiskopen havde »sammenkaldt de øvrige« efter sin ankomst til Oslo. I brevets text staar: kalladom ver saman alla fyrnæmfda menn.
- ↑ Norges gamle love, II, s. 393 flg.; III, s. 49.
- ↑ Da han ved opregningen af de ved mødet tilstedeværende nævnes uden sin provstetitel og umiddelbart efter hr. Erling Vidkunnssøn, har P. A. Munch (Det norske folks hist., anden hovedafd. I, s. 54, note 1) antaget, at dette maa have været en anden Ivar Olafssøn, en verdslig høvding, der ellers ikke nævnes. Men en saadan vægt kan ikke lægges paa den rækkefølge, hvori udstederne af et offentligt dokument opregnes. I dette tilfælde maatte vel hr. Erling, efter den stilling, han netop paa dette møde havde erholdt som første medlem af raadet, nævnes foran alle andre verdslige raadsherrer, mellem hvilke kansleren altid blev regnet. Ivar Olafssøns anciennetet kunde ikke have den vægt, at han rykkede op foran den nye forstander for raadet. Det bliver saaledes unødvendigt at antage den samtidige tilværelse af to raadsherrer med samme navn.
