Men om man forsaavidt kan gaa ud fra, at kong Haakons
anordninger foreløbig ere blevne overholdte efter sin ordlyd, var
der imidlertid ialfald i «t vigtigt punkt skeet en meget betydningsfuld
afvigelse fra disse derved, at den unge konges moder
havde faaet andel i den øverste regjerings-myndighed. Hvad
der kan have foranlediget dette, er ikke ganske klart, og det
kan ikke sees, hvorvidt det har været med eller mod de egentlige
formynderes ønske. Det er allerede omtalt, hvorledes hendes
høie byrd, som det eneste gjenlevende myndige medlem af
kongeætten, og hendes forhold til kongen maatte gjøre det vanskeligt
for disse at holde hende borte, navnlig naar derimod
ikke bestod noget udtrykkeligt forbud. Nogen vægt maatte der
ogsaa lægges paa hensynet til Sverige. Dette har maaske gjort
det ønskeligt, at der i formynder-styrelsen ialfald fandtes én
voksen person, der var fælles for begge riger. Uagtet man ved
overenskomsten i 1319 med meget stor omhyggelighed havde
søgt at sikre sig mod enhver sammenblanding af de to rigers
særlige anliggender og interesser, kunde det dog ikke undgaaes,
at der ogsaa maatte drages nogen omsorg for at sikre sig en vis
enhed i de særskilte regjeringers optræden, – og dette har man
da maaske troet at kunne opnaa ved at give kongemoderen
plads i den norske ligesaa vel som i den svenske formynderstyrelse.
Da Sverige ikke havde nogen bestemmelser for, hvordan
det under en konges mindreaarighed skulde forholdes med
rigets styrelse, var raadet der udelukkende henvist til at indrette
sig, som det kunde. Uagtet det formelle valg af den
unge Magnus Erikssøn til Sveriges konge først foregik, efterat
man i Oslo havde truffet de anordninger, som vare fornødne,
naar den norske konge tillige blev konge i Sverige, var det dog
allerede i forveien at betragte som afgjort, at hertuginden i det
sidste land skulde have del i rigsstyrelsen. Dette maatte igjen
have sine virkninger paa den maade, hvorpaa man indrettede
sig i Norge.
Ligesom kong Haakons anordninger fra 1302 allerede vare ufuldstændige, forsaavidt de ikke omhandlede den adgang, som kongefamiliens medlemmer kunde have til at deltage i en formynder-styrelse, saaledes fandtes der i dem heller ikke nogen bestemmelse om forholdet mellem de tolv og det samlede raad. Det kunde synes, som om kongen var gaaet ud fra, at alle dettes forretninger nu skulde gaa over paa formynderne. Men med den mangel paa nøiagtighed og bestemthed i udtrykket, der i almindelighed er et særkjende for alle middelalderske
