heder det: séttu vér várt insigli firir þetta bref.[1] I latihiske breve anvendes formelen: sigillum nostrum præsentibus est appensum.[2] Ofte nævnes ogsaa den kongelige klerk, som har skrevet brevet. En enkelt gang nævnes der i en retterbod to, som have ført den i pennen.[3]
Hvor det udtrykkelig omtales, at en retterbod eller et andet kongebrev er udstedt og beseglet i kongens nærværelse, maa han have været tilstede. Derimod kan man neppe uden videre gaa ud fra, at han ikke har været paa stedet, naar hans nærværelse ikke omtales i et brev fra den her omhandlede tid.[4] I dette tilfælde har man rigtignok kun sikkerhed for, at det kongelige segl har været tilstede. Som oftest maa dog dette endnu have fulgt kongen. I de fleste tilfælde er der i de breve, hvori der ikke tales om kongens (eller hertugens) nærværelse anvendt følgende formel: (Herra Bárðr) kanceler vár insiglaði, (Gabriel) klerkr ritaði. Hvor kong Erik og hertug Haakon op- traadte i fællesskab, nævnes begges kanslere.[5] En enkelt gang er det ogsaa bemærket, at kansleren beseglede oss sjálfum hjáverandum.[6] Denne formel anvendes ellers kun, hvor ingen kansler nævnes. Naar i kanslerens fravær andre udførte beseglingen,[7] have maaske disse dertil erholdt en særskilt fuldmagt.
- ↑ Dipl. Norv. II, no. 96. I et brev af 1313 heder det: insiglat með váru secreto. II, no. 118. Sekretet var kongens mindre segl.
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 125; V, no. 45, 51 og 52. Hanserecesse, I, s. 56, no. 103. En anden formel: præsentem paginam duximus sigilli nostri munimine roborandam. V, no. 33; smlgn. no. 13. I 1305 heder det: præsentes litteras fieri mandavimus et sigilli nostri patrocinio communiri. V, no. 48.
- ↑ Norges gamle love, III, s. 34.
- ↑ Ved udstedelsen af landsvist– breve behøver kongen ikke at have været tilstede. Dipl. Norv. II, no 69 indeholder et gammelt landvist-brev.
- ↑ Smlgn. s. 128, note 4. – I den af kongen og hertugen 9 Mai 1290 udstedte bekræftelse af Munkelivs privilegier (Cod. diplom. monast. Munkaliv. pag. 6seqv.) heder det: Herra Bardhir kanzalær uar oc herra Erlendir Gudhbrandzon incigladho en Olafuir ritadhe.
- ↑ Dipl. Norv. II, no. 133; Norges gamle love, III, s. 30, note 17.
- ↑ Smlgn. s. 21, note 1, og s. 120. I 1233 beseglede stallaren, Gudleik Viljamssøn, et af kongen og hertugen udstedt brev. Dipl. Norv., II, no 20. Ved den af kong Erik paa Agvaldsnæs 2 Mai 1297 með ráði ok samþykt Jørundar erkibiskups udstedte sættargjerd, hvorved den islandske kirkestrid afsluttedes, og som desuden er beseglet af erkebiskopen og biskop Arne af Skaalholt, var det en herra Finnr, som hængte kongens segl under. Finni Johannæi Historia ecclesiastica Islandiæ, I, pag. 411 seqv. Maaske har dette været hr. Finn Gautssøn paa Mel, der ikke boede langt fra Agvaldsnæs.
