den side disse ogsaa ofte som beseglende ved breve, som ikke synes at have en saadan betydning, at det skulde være nødvendigt at anvende denne fremgangsmaade. Raadsherrerne forekomme som beseglende ved traktater med udenlandske magter, ved udfærdigelsen af statsakter om landets indre forhold, o. lign.[1] Ved andre aktstykker af et aldeles tilsvarende indhold omtales derimod kun kongens besegling. Da saaledes Haakon V i 1310 ophævede den værdighed som jarl, der af hans broder, kong Erik, var skjænket erkebiskopen (ad qvorundam suorum consiliariorum inductionem et instinctum), skede dette, uden at nogen af kongens raadgivere deltoge i beseglingen.[2] Af lignende uregelmæssigheder lader der sig paavise flere, som vise, at der i saadanne tilfælde ikke endnu paa meget nær havde uddannet sig en bestemt praxis.
Ved kongens lovgivende virksomhed nævnes raadet hyppig. Haakon V har ialfald baade som hertug og konge ved mange leiligheder tilkaldt dets medlemmer, naar han skulde udstede retterbøder. Dog er dette ingen gjennemgaaende regel. Ved retterbøderne maa ogsaa haves for øie, at disse kun i sjeldnere tilfælde ere bevarede i originalen, og at man saaledes for deres vedkommende ikke altid kan indestaa for, at de kjendes i sin oprindelige ordlyd. Heller ikke er man istand til at drage nogen slutning af deres beseglingsmaade, hvorvidt raadets medlemmer have deltaget med regenten i retterbødernes udstedelse. Hertug Haakons originale retterbod for Færøerne af 28de Juni 1298, der er udstedt með hinna bestra manna ráði, og hvori det for fremtidige forandringer forudsættes, at disse ogsaa maa gives með hinna vitrastu manna ráði, er kun beseglet med hertugens insigli.[3] Derimod besegledes den store retterbod af 1302 om arvefølgen og formynder-styrelsen af de da nærværende medlemmer af raadet. Denne raadets deltagelse i beseglingen har især været anseet nødvendig, hvor vedkom-
- ↑ Exempler herpaa forekomme i det foregaaende, s. 13–15, 67–69 og 75, 77. Det i 1297 under kongens mægling afsluttede forlig mellem erkebiskop Jørund og hans kapitel blev beseglet af hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Jon Ragnvaldssøn og kongens kansler, hr. Baard, i kongens nærværelse. Hvorvidt kongen selv har beseglet med dem, fremgaar ikke af ordlyden i brevet, hvis original forlængst er tabt. I en indholdsangivelse af dette siges, at det er udstedt in præsentia Erici Magni Norvegiæ regis et aliorum regni magnatum. (Diplom. Norveg. III, no. 39).
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 125.
- ↑ Norges gamle love, III, s. 34. Smlgn. ovenfor, s. 68.
