marssøn, hr. Bjarne Erlingssøn, hr. Jon Ivarssøn, hr. Aake kansler, hr. Snare Aslakssøn, hr. Hafthor Jonssøn, hr. Assur Jonssøn og to andre mænd, hvis navne ikke kunne gjenkjendes i det slette uddrag, som nu er bevaret af det tabte original-dokument.[1] Idet hr. Assur Jonssøn her nævnes sammen med mænd, om hvilke det enten er sikkert, at de tilhørte kongens raad, eller det dog med stor sandsynlighed maa antages, at de allerede paa denne tid have været medlemmer deraf, bliver det samme ogsaa rimeligt for hans vedkommende, selv bortseet fra, at hans stilling som drottsete vel maatte medføre hans optagelse i raadet. Ogsaa de to mænd, hvis navne ikke kunne gjenkjendes, have sandsynligvis været medlemmer af raadet.
I de efter 1308 udfærdigede retterbøder forudsætter kong Haakon, ligesom tidligere, snart raadets deltagelse i udtrykke- lige ord, snart ikke. Retterboden af 19de Juli 1312 om onnfredstiden i Borgarthingslagen siges at være udfærdiget með hinna bestra manna ráði, er þá váru i hjá oss. Den store almindelige retterbod af 2den Mai 1313 er paa samme maade udstedt með hinna bestu manna ráði, og ligeledes retterboden om fællig mellem ægtefolk, der i ethvert fald maa skrive sig fra en senere tid end 1306. Endelig er den i 1308 eller 1309 udfærdigede retterbod om geistlighedens ret og skyldighed, ialfald efter et af de haandskrifter, hvori den er bevaret, affattet með vitorði ok samþykki biskupana ok lærdra manna ok handgengna manna, er vita, hvat landinu er nytsamligast. Derhos maa medtages den i tredie bind af Norges gamle love som no. 50 trykte dom af 1318 om ætlednings arv, hvori det siges, at den er udstedt af kong Haakon með vitrasta manna tillögu ok undirstaðning Beim sem virðuligr herra Magnus konungr – – hafði þá er han skipaði áðr nefnt ættleiðingar capitulum ok i lögbók sina lét setja. De her opregnede retterbøder[2] ere imidlertid i antal langt færre end dem, hvorved raadets deltagelse ikke er paaberaabt. Heraf kan der dog ikke udledes noget bestemt med hensyn til det omfang, hvori kong Haakon ved udstedelsen af sine senere retterbøder har benyttet raadets medvirkning. Thi om ogsaa denne ikke udtrykkelig forudsættes, ligger deri intet bevis for, at de kongelige raadgivere ikke alligevel kunne være hørte i forveien.
