Hopp til innhold

Side:Det norske rigsraad.djvu/107

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
91


Ogsaa for baronernes og riddernes vedkommende var derhos, som allerede (s. 84) er bemærket, kong Haakon tildels istand til at øve nogen indflydelse paa raadets sammensætning. Medens han ikke kunde se bort fra den fordring, som medlemmerne af de gamle storætter kunde gjøre paa at opnaa disse værdigheder, og skjønt fremdeles den gamle regel bestod, hvorefter hirden skulde faa sin tilgang fra »de gode ætter, kunde han dog altid lempe lidt paa denne, og hvor han udenfor høiadelen traf en mand, der kunde være duelig i en høiere stilling, efterhaanden lade ham rykke op i denne. Jo længere han sad paa thronen, desto mere maatte han paa denne maade have adgang til at skaffe sig et raad, der var skikket til at virke i overensstemmelse med hans politiske grundsætninger. I det samme, han besteg thronen, kunde han derimod ikke have anledning til paa én gang mellem sine raadgivere at optage et større antal af mænd, der i de øvriges øine vare »nye mænds af »nye ætter«. Dertil krævedes der nødvendig nogen tid. Et exempel paa en saadan mand, der uden at have hørt til de store ætter dog rykkede op til den høieste værdighed som baron, har man troet at se i hr. Snare Aslakssøn,[1] og der er meget, som taler for rigtigheden af denne formodning. Ogsaa om Bjarne Audunssøn har det samme været antaget, maaske med ligesaa megen grund. Begge vare de mænd med boglig lærdom, og begge bleve i den virkelige kanslers forfald anvendte til at udføre hans forretninger. Bjarne kaldes ogsaa sira Bjarne, hvilket viser, at han havde nydt geistlig opdragelse. Om begge disse kan det saaledes med grund antages, at de tilhørte det egentlig forretningsdygtige element i raadet, som desuden i de raadsmedlemmer, der tillige vare lagmænd, maa have faaet en god tilvækst af brugbare forretningsmænd.

Forsaavidt er der i det hele god grund til, som P. A. Munch har gjort, at tale om, at kong Haakon ved at hæve disse »lovriddere« op imellem sine nærmeste omgivelser og i fortrinlig grad anvende dem i regjeringens tjeneste, har fulgt det exempel, som blev givet af den franske konge Philip den

  1. P. A. Munch, Det norske folks historie, IV, 2, s. 476. Hr. Snare nævnes i tre diplomer af 10de Decbr. 1305, 10de og 12te April 1306 umiddelbart efter kongens kansler, formodentlig som ældste ridder, men omtales i et diplom af 20de Marts 1308 som baron og medlem af raadet. Dipl. Norv., II, no. 82; III, no. 61 og 64; IX, no. 79. Rimeligvis har han været Norges sidst udnævnte baron