Idet saaledes geistligheden atter i et større antal traadte
ind imellem de kongelige raadgivere, opnaaede kongen derved
at faa en forøgelse af de brugbare kræfter, som han kunde anvende
i monarkiets tjeneste. Den høiere geistlighed havde
nylig været baronernes medbeilere; i raadet kunde de gjensidig
holde hinanden stangen. Men geistligheden bragte tillige
en sum af dannelse og kundskab ind i raadet, som maatte være
meget nyttig. Kong Haakon havde jo heller ikke alene vendt
sig til den høiere geistlighed. Som allerede omtalt, synes han
ogsaa at have optaget dens lavere medlemmer mellem sine raadgivere
og at have anvendt disse i betroede hverv.[1] Han brød
ogsaa bestemt med den sædvane, som i nogen tid før ham havde
været fulgt med at tage en verdslig mand til kansler, naar han
kun havde geistlig dannelse.[2] Hr. Aake var presteviet, og embedet
vedblev fra nu at være knyttet til en høiere geistlig stilling,
provstembedet ved Mariakirken. Naar kong Haakon gav
den ved denne kirke ansatte geistlighed rang med baroner og
riddere,[3] er det heller ikke umuligt, at han derved har taget
hensyn til raadet. Idet disse geistlige, der vare ansatte af ham
og afhængige af ham, fik rang med de klasser af hirden, der
vare kongens selvskrevne raadgivere, maatte de vel ogsaa faa
den samme ret som disse. Saalænge kongen ikke havde kunnet
fratage baroner og riddere den adgang, de havde til at
være med i det større raad, kunde han paa den maade ialfald
opveie disses indflydelse og forøge den monarkiske karakter,
som det stemte med hans anskuelser at give den hele kreds af
kongelige raadgivere.
- ↑ P. A. Munch antager (Norske folks historie, IV, 2, s. 477), a Ivar Olafssøn, den senere kansler, allerede i 1307 maa have været medlem af raadet, idet han da i December maaned sendtes til Aaby for at underhandle med de svenske hertuger, og at han ved denne leilighed benævnes herrer. Dette er dog neppe en aldeles sikker slutning, skjønt det kan være meget rimeligt, at han paa denne tid kan have staaet i et nærmere raadgiverforhold til kongen. Heller ikke er der vel noget sikkert vidnesbyrd for, at Ivar førte herretitel, i den maade, hvorpaa han omtales i Aaby-overenskomsten af 17de Decbr. 1307. Dipl. Norv., VII, no. 40 og Dipl. Svec., II, no. 1566: domini Asserus Jonsson et Ivarus canonicus Bergensis. Ved de svenske herrers navne i samme brev staar dominus gjentaget foran hvert enkelt.
- ↑ Saadanne kunde dog fremdeles ogsaa under kong Haakon for længere tid varetage kanslerembedets forretninger, men opnaaede rigtignok ikke derfor den dermed følgende værdighed og titel.
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 77 flg.
