Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/98

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
80
Magnus Erikssøn.

ogsaa, og maaskee fornemmeligt, til Vedligeholdelsen af det verdslige Herredømme over dens Besiddelser i Italien, som allerede før, men endnu mere efter Residensens Flytning til Avignon, stod paa meget svage Fødder. Det var dem derfor meget magtpaaliggende at faa Indsamlingen af den oftere omtalte, paa Conciliet i Vienne samtykkede, Sexaarstiende bragt til Ende, og de mange endnu tilbagestaaende Summer af den indkrævede, tilligemed lignende Restancer af Annaterne, (det første Aars Indtægter af ledige geistlige Embeder) og Rumaskatten. Det var heller ikke alene Norden, hvortil der nu saaledes sendtes Skattekrævere, men til de fleste romersk-katholske Riger udgik lignende Beskikninger[1]. Til sine Nuncier i Norge og Sverige udnævnte Paven tvende sydfranske Geistlige, nemlig Dominicaneren Johan af Seron, Prior for Predike-Klostret i Figeac, under Cahors’s Biskopsdømme, og Bernard de Ortolis (Orteuil?) Sogneprest til Novaux i Alets Biskopsdømme[2], og meddeelte dem ved mange Breve, daterede fra 13de August til sidst i September, de mest udstrakte Fuldmagter til Udførelsen af forskjellige Hverv. Deres Sendelse gjaldt kun Norge og Sverige, eller som det i Fuldmagterne heed, Norvegiæ, Sveciæ et Gotiæ regna, altsaa kun hvad der lød under K. Magnus. Deres Hverv var først og fremst at indkræve det Tilbagestaaende af Sexaarstienden, de frivillige Legater til samme Øjemed og Rumaskatten, saavelsom Indtægterne af alle geistlige ledige Embeder eller Beneficier i de sidste tre Aar; men desuden medbragte de og, ligesom deres Colleger i andre Lande, Opfordringer til, ved frivillige Bidrag at komme Pavestolen til Hjelp, for, som det heed, at undertrykke Hedninger og Vantroende, der i forskjellige Dele af Italien rasede grusomt mod Gud og den katholske Kirke. Endvidere fik de alslags Bemyndigelser til at udføre særskilte Hverv, absolvere og dispensere, udnævne Tabellioner m. m. med andre Ord i de fleste Tilfelde ganske at handle paa Pavens Vegne og med fuld apostolisk Autoritet[3]. Til Bestridelse af deres Udgifter tilstodes dem hver 21 smaa tourske Sous dagligt[4]. Den Masse Fuldmagtsbreve, der saaledes meddeeltes dem, var overmaade stor, og end større de Anbefalinger der medgaves dem til Kongen, til Biskoper og andre formaaende Mænd i

  1. Saml. f. Ex. til England Icher de Concoret. I Polen Andreas de Verulis og Peter de Alvernia o. s. d.
  2. Deres Navn og fulde Titel lyder saaledes i Latinen: Johannis de Serone prior fratrum prædicatorum de Figiaco, ac Bernardus de Ortolis, rector ecclesiæ de Novalibus, Caturcensis et Electensis dioecesium.
  3. Herom forskjellige Breve i de pavelige Regester, Sceret. ann. X. 5 af hvilke enkelte ere trykte, mange endnu utrykte. Jfr. Dipl. Sv. 2570–2571, 2516, 2580, 2581, 2591, og Suhm, XII. 148.
  4. Joh. XXII. Secr. l. c. f. 63. ep. 1003.