Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/92

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
74
Magnus Erikssøn.

og nu sidst fra Viken[1], om de Overleg og Samtaler, han siger sig at have haft med Raadet og de bedste Mænd i Riget om Hjelp til at verje Haalogaland mod Guds Uvenner, Finner, Russer og Kareler, og at han bad Eder, med Biskopernes Samtykke og Geistlighedens Understøttelse i hele Norge at yde dem, der fare nordover imod hine Guds Uvenner Hjelp i Kost og Vaaben. Os og vore Brødre synes det nu, at formedelst det Uaar, der nu hersker og en Stund har hersket i vort Biskopsdømme, og som ej mindre rammer Lærde end Læge, at ingen Hjelp kan faaes af vore Geistlige til noget Udbud, siden allerede den Tiende, Paven selv bød at skulle udredes, med Nød og Neppe har kunnet erholdes, for Fattigdommens Skyld. I veed ogsaa bedre end vi, hvilket Forbud Paven nedlegger imod at Geistligheden paa den Maade beskattes af verdslige Dommere. Ellers undrer man sig over, hvor der bliver af alt Kronens Gods, der netop skulde bevares til Brug ved slige nødvendige Anliggender, og vi finde det farligt for os, nu at efterkomme slige Fordringer, Geistligheden til evindelig Tyngsel; thi samtykker man engang i slige Paaleg, ville de siden saa meget senere kunne tilbagekaldes, og ikke engang Norges Konger selv have nogensinde faaet saadant, hvor tidt og ofte de end bad derom. Og set endog at vi og vore Brødre kunde samtykke heri – hvad vi ikke kunne – saa tro vi dog, at de Geistlige i vort Biskopsdømme aldrig med deres gode Vilje føje sig efter slige Fordringer. I har vel ogsaa erfaret af Magister Paals Breve, at der nu ved Curien suppliceres Paven paa det mest indtrængende om, at Geistligheden i hele Norge maa vorde beskattet. Det kan da tilsidst blive tungt nok for fattige Geistlige, om de først her af os, og siden af Paven skulle legges under sligt Tryk. Vi bede Eder derfor indstendigt, at I ikke lader Eder dette mishage, at vi ej kunne skaffe denne Sag nogen Fremgang hos vore Geistlige paa Grund af de her angivne Aarsager“[2]. Om man endog heraf kunde slutte, at Erkebisko-

  1. Kongens og Drottsetens Sommerophold i Bergen var formodentlig en umiddelbar Fortsettelse af hans føromtalte Ophold der den 17de April. Deres Ophold i Viken nævnes i Brevet som om det fandt Sted umiddelbart før Brevets Modtagelse, og da det heder, at Erkebiskopens Brev, hvortil Audfinns er et Svar, leveredes denne 8 Dage for Juul, „nu sidst der var“, er det klart at Svaret er skrevet i Januar eller først i Februar, og at Opholdet i Viken maa have været Vinteropholdet. Brevet er vistnok ej dateret, men der kan dog ingen Tvivl være om at det hører til Begyndelsen af 1326, thi i Midten af dette Aar var Mag. Paal, der her nævnes som fraværende, allerede kommen hjem (see nedenfor); fra 1325 kan det ej være, da Kongen og Drottseten ej den Vinter synes at have været i Viken, og 1324 bliver fortidligt.
  2. Saml. t. d. n. F. og Sp. H. V. S. 550–553.