ikke vilde vide af nogen fremmed Myntsort, medens han dog ved at angive Summen efter Coursen mod engelske Penge selv lagde for Dagen, at man for de norske Penges Vedkommende ikke kunde regne paa nogen stadig Cours.
Af Kong Haakons Breve og Anordninger vedkommende enkelte Indretninger og private Personer er der kun faa levnede i Forhold til dem, som man veed, at han maa have udgivet, thi efter de Tiders Skik skulde idetmindste ethvert Kloster, enhver Corporation have et Varnadarbrev, hvorved enhver Forulempelse, der tilføjedes samme Indretning, underkastedes Brevbruds Straf af enten 8 Ertoger og 13 Mkr. eller 4 Mkr. Man kan være temmelig vis paa, at der neppe var noget Kloster eller Domkapitel i Norge, som.ej kunde fremvise saadant Brev fra Kong Haakon, men der er kun faa af dem levnede, og vi see af dem, at de som courante Bevilgninger udstedtes i Kongens Navn, medens han selv var fraværende, af Cantsleren eller den, der besørgede Cantslerens Forretninger; saaledes f. Ex. den 23de September 1366 for Domcapitlet i Nidaroos af Vinalde Henrikssøn, medens Kongen var i Sverige. Man finder ogsaa, at private Personer paa denne Maade vare tagne i Kongens Vern, saaledes f. Ex. en vis Einar Hallsteinssøn; om hvilken forøvrigt intet vides, ved et Brev af 22de Februar 1360, udstedt i Oslo af Provst Peter som Cantsler, og i Kongens Navn, men uden at der nævnes et Ord om, at Kongen var tilstede. Varnadarbrevet lyder paa Einar, hans Kone og hans Børn, med Jorder, Skoge, Møller, Vadesteder, Fiskevand og alt andet Gods, som de eje og ejende vorde, o. s. v., og byder alle, der skylder ham Penge, inden to Uger efter Brevets Forkyndelse at betale disse, tinder 4 Mkr. Straf, i Brevbrud, alt sammen efter en staaende Formular, der med faa Forandringer altid anvendes[1]. Et Exempel paa, hvorledes Kongen eller Raadet og Cantsleren ved umiddelbar Indskriden afgjorde private Sager, indeholdes i et Brev, udgivet af Kongen eller idetmindste i Kongens Navn, samt beseglet af Vinalde Henrikssøn i Bergen den 6te November 1365, hvorved han nedsetter en Dom af sex Mænd, alle paa Voss, hvoriblandt Kongens Ombudsmand Eiliv Sigurdssøn, og de øvrige maaskee Hirdmænd, til at dømme mellem Bonden Valthjof paa Rogn og Presten Sira Jon paa Tvildesland, hvilken sidste havde klaget for Raadet over, at Valthjof havde afstængt Vandet for ham, saa at hans Kverner ej kunde gaa[2]. Af lignende
- ↑ Dipl. N. I. 378.
- ↑ Dipl. N. VI. De beskikkede Mænd vare Arnfinn Halldorssøn, (der her nævnes foran Eiliv, der var kongelig Ombudsmand, og saaledes maa idetmindste have været Hirdmand), Eiliv Sigurdssøn, Erling paa Rott, Arnbjørn Gantessøn, Erling paa Gerdeshval, Odd paa Berg. I en verificeret Afskrift af
