Mark eller Ertug og Mark eller Pening, og det er denne Pening, der saaledes kom til at svare til lidt mere end en Sjettedeel af den engelske; den myntede Pening derimod udgjorde 1 vejet Pening eller af den vejede Mark, og svarede saaledes virkelig til 4 engelske Pence. Men det er let at indsee, at dette gav Anledning til megen Forvikling og Forvirring, især da der ogsaa var Penge i Omløb af de eldre Myntsorter. Saaledes angives allerede i de pavelige Collectorers Regnskab for 1327 og 1328 Forholdet mellem myntede Penge og Sølv noget forskjelligt for hvert af de fem Biskopsdømmer; i Johan Guilabertis Regnskaber af 135l tales der om den „større Mark“, der gik paa Vestkanten og forholdt sig til den sedvanlige som 9 til 8, og endelig, som det er nævnt, i Regnskaberne for 1358 om casserede Myntsorter, blandt hvilke, foruden Gunnarspeningen og Flosepeningen, ogsaa en tredie, kaldet Skevpeningen (skefpeningr). Denne Usikkerhed foranledigede, at man som oftest ved Kjøb og Salg samt ved Landskyldsberegning bestemte de Summer, hvorom der var Spørsmaal, efter det i det forrige Aarhundrede gjeldende Coursforhold, hvorved 3 Mk. Peninger svarede til 1 Mk. brendt eller reent Sølv. Dette Coursforhold eller „Auralag“ kaldtes det „forngilde“ (d. e. „fordum gjeldende“), saa at man altsaa ved en forngild Mark forstod Mk. brendt eller 8 Ertuger. Man regnede saaledes ved Angivelse af Pengesummer, endog i indenlandsk Mynt, paa fire forskjellige Maader: a) efter Marken og dens Underafdelinger i brendt eller reent, stundom ogsaa kaldet lødigt Sølv[1], b) efter den forngilde Mark o. s. v., eller Tredieparten af den brendte Mark; c) efter Marken i norske Peninger, i 1330 omtrent , siden omtrent og mindre af den forngilde Mark; – alle disse tre Regnemaader efter Vegten; og endelig d) efter norske talte Peninger, men kun som Skillemynt; disse Peninger forholdt sig til Vegtpeningerne som 3 til 2. Ved Dom af 16de Februar 1348 blev det bestemt, at ogsaa Kongens Visøre og Leding paa Hedemarken og Raumarike skulde erlegges efter det forngilde Auralag overalt, hvor Landskylden beregnedes derefter: det vil sige, at hvor Visøren f. Ex. oprindelig var ansat til en Øre, der skulde der nu betales Øre brendt, medens man formodentlig siden 1340 alene havde betalt Øre brendt ifølge det da fastsatte Forhold, hvorved vistnok den øjeblikkelige Fordeel, Finansoperationen maaskee havde bragt, snart var opvejet. Thi vel havde rigtignok ved samme Lejlighed en tvungen Cours, ligesaa god som den foregaaende,
- ↑ Sedvanligviis var ogsaa „engelske Penge“ herved eenstydigt, men i Midten af det 17de Aarhundrede var ogsaa disse bleven lidt ringere; i 1345 regnedes saaledes 5 Sh. 4 Pence engelsk paa en Mark forngild, d. e. ⅓ Mark brendt. (Dipl. N. II. 267), medens det egentlig kun skulde være 4 Sh. 5⅓ Pence.
