Russerne ligeledes paa sin Kant have forsøgt ved allehaande Tilbud og Løfter at faa ham til at overgive den vigtige Befestning i deres Hænder, og at de bleve dobbelt forbittrede, da dette mislykkedes. Thi allerede Aaret efter indfandt Storfyrst Georg (Jurje Danilovitsh) af Novgorod sig med en stor Hær udenfor Viborg, bestormede den paa det heftigste, men forgjeves. Bevægelsen forplantede sig ogsaa til Karelen og de norske Grændser, hvorfra Russerne det følgende Aar gjorde et ødeleggende Indfald i det nordlige Haalogaland, og trængte frem lige til Drottsetens Gaard paa Bjarkø, som de lagde i Aske[1]. Denne Ulykke, der maaskee var den første mindre behagelige Frugt, som Norge havde af at være forenet med Sverige under een Konge og formodentlig ansees som udgjørende eet Rige dermed, berørte Drottseten personligt, og ansporede ham til kraftigere Foranstaltninger, end der hidtil synes at være trufne. Men da der til en eftertrykkelig Forsvarskrig udfordredes større Pengemidler end Kronen nu kunde overkomme at skaffe, især efter de Tab, den havde lidt ved Hertugindens Ødselhed, faldt det af sig selv, at Drottseten henvendte sig til Paven om Hjelp, da denne allerede nys forud i samme Aar d. 10de Februar havde udstedt en Opfordring til alle Troende i Norge om at kæmpe imod de hedenske Fiender, „Korsets Fiender og det christne Navns Uvenner“, lovende Enhver den, som døde i denne Kamp for Troen, samme Syndsforladelse, som de fik, der drog det hellige Land til Undsetning[2]. Som Regjeringens befuldmægtigede Gesandter afgik nu til Pavestolen (hvis de ellers ikke allerede forhen i andre Anliggender vare afsendte, og nu kun fik fornyede Instruxer) de tvende Udlendinger, Ridder Bertrand „de Sueioliis“, som allerede havde været brugt af Kong Haakon i lignende Sendelser[3], og Raimund af
- ↑ De novg. Annaler l. c. Lehrberg S. 228. Isl. Annaler ved 1323.
- ↑ Raynald Ann. Eccl.
- ↑ I et Brev, dat. Avignon 13de Marts 1311, giver Paven Clemens V Pontins de Sueioliis, Prior i Benediktiner-Prioratet Montlaur i Maguelonne Diøces, Exspectance paa et Beneficium, ifølge Ansøgning af og Consideration for hans Frænde Bertrand af Sueioliis, Kong Haakons Tjenestemand og Gesandt – Clem. V. Regest. an. 6. ep. 319. At Bertrands sidste Sendelse til Pavehoffet maa have fundet Sted allerede før 1324, sees deraf at han i et Brev af 14de August tilskriver Biskop Audfinn fra Avignon, kaldende sig „Procurator regis in curia“, (Dipl. N. IV. 163). Bertrand kaldes, foruden Ridder, Herre til Borgene „de Poioliis et Sancti Clementis“, i Nismes Diøces.
det i sin Besiddelse. Men for det første kunde alene Finnerne og Karelerne, ej Russerne, betegnes med Udtrykket „pagani“ (Hedninger), for det andet betyder in faucibus paganorum („i Struben paa Hedningerne“) ikke at disse havde taget det, men kun at det var udsat for at tages eller foruroliges af Hedningerne, en Bevæggrund mere til at sikkre sig Besiddelsen deraf.
