Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/888

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
870
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

Bygden allerede afgjort Sag til Gulathing. Denne Sag er forsaavidt merkelig, som den kaster noget Lys paa det vanskelige Spørsmaal, hvorledes Retssager ellers plejede at afgjøres hjemme i Bygderne, og hvorom Loven tier, da den egentlig forudsetter det som bekjendt og kun giver Valget, om man vilde have dem afgjorte paa den sedvanlige Maade, eller ved Lagmanden. Her seer man, at ved Spørsmaalet om, hvor meget Ingebjørg Simonsdatter paa sit Barns Vegne skulde betale Hallstein Josteinssøn i Godtgjørelse for Bestyrelsen af Finne-Godset paa Vors, og hvormeget Barnet selv skulde have, maatte Hallstein indstevne Ingebjørg for Lagthinget og Lagmanden for at faa hende til at efterkomme Dommen samt tilsvare andre Fordringer[1]. Det skulde deraf synes, som om en saadan hjemme afsagt Dom alene kunde bestemme en Fordrings Gyldighed eller Størrelse, men ikke i Regelen medførte Executions-Kraft. Og derfor var det vel i saadanne Tilfelde, hvor den anden Part sad Hjemthingsdommen overhørig, at Stevning til Lagthinget var nødvendig. Sjeldnere stevnedes vel Sagerne umiddelbart derhen, naar de ej vare særdeles vigtige eller angik meget anseede Personer. Man seer ellers, at idetmindste Lagmændene og Sysselmændene fremdeles vare tilstede paa de aarlige Lagthing, saaledes som det i Loven var foreskrevet, og at ligeledes flere Riddere og Hirdmænd samledes der. Men disse have rimeligviis haft særdeles Forretninger der, enten i det Offentliges eller i sit eget Anliggende, og man savner Efterretning om, hvorvidt endnu den egentlige Almue repræsenteredes ved nogen talrig Forsamling. De Klager, der allerede for mange Aar tilbage gjentoges, over at man forsømte at søge Lagthinget, og at endog Nevningsmændene stundom udeblev, lade os med temmelig Sikkerhed antage, at det dermed kun var daarligt bevendt, og at Lagthingene nu ikke engang var en Skygge af hvad de havde været for et Par hundrede Aar tilbage. Allerede Splittelsen af de tre eller fire store Lagthing til 8 mindre maatte bidrage til at betage dem deres Charakter af Provincialforsamlinger, og de vare forlængst blevne til blotte dømmende Anstalter, hvor i det højeste ved Siden af Retssagerne enkelte Bygde-Anliggender bleve afgjorte, men som ikke længer greb ind i Lovgivningen eller Styrelsen. Det Styrelsesprincip, som Sverre havde opstillet og hans Efterkommere conseqvent gjennemført, bar saaledes allerede sine skadelige Frugter, idet Folket paa en Tid, da det just gjaldt at være paa sin Post og vaage over Landets Rettigheder, ja Selvstændighed rinder Unionen, tvertimod med døsig Ligegyldighed for de offentlige Anliggender synes at have overladt dette

  1. Dipl. N. I. 317. 321. 325.