oprindeligt var afstaaet til Norges Konge, og de svenske Hertugers Belening dermed kun en Følge af det Forhold, hvori de stod til ham). Knut Porse havde nu, som vi i det følgende ville see, fundet en videre og forhaabningsrigere Mark for sine ærgjerrige Planer i Danmark, og derfor kan det neppe have kostet ham stort, at sige Sverige Farvel, især da hans hele Bedrift her vistnok kun sigtede til at erhverve en Magt, som han siden kunde anvende til at vinde Herredømme i sit Fædreland.
Hvis vor ovenfor fremsatte Formodning er rigtig, havde Hertuginden saaledes næsten i alle de tre eller fire Aar, der gik forud for denne Overeenskomst i Skara, opholdt sig i Norge med sin Søn, thi det er af det foregaaende utvivlsomt, at Rigsraadet i Sverige udstedte Breve i hans Navn og under hans Segl uden at hans Nærværelse der udfordredes. Men i denne Tid synes det derfor og, som om Foreningen mellem begge Riger i Virkeligheden har været opløst eller uden mindste Betydning: Raadet i Sverige regjerede paa sin egen Haand, Drottseten og Raadet i Norge paa sin, og Foreningsactens Bud om at Kongen skifteviis skulde opholde sig i begge, blev ikke overholdt. Og dog var der, foruden de allerede skildrede Forhold, saa mange andre, der netop nu synes at maatte have knyttet begge Riger sammen og bragt dem til at handle i Forening og under eet. Disse var Forholdene deels til Pavestolen, der fra det Øjeblik af, da den erfarede Norges og Sveriges Forening under een Konge, ikke længer synes at have skjelnet mellem dem i verdsligt Henseende eller betragtet dem anderledes end som et eneste Rige, deels til de østlige Naboer i Finland og Rusland, der i de senere Tider aldrig havde gjort nogen Forskjel, men i Fleng herjet saavel paa de norske som de svenske Besiddelser. Egentlig førtes der her en stadig Grændsekrig: hver Part paastod at gjengjelde og hevne lidte Fornærmelser, og det er vanskeligt at sige, paa hvilken Side Retten var, men det er kun vist, at Angrebene fra den karelske og russiske Side stedse antog en mere og mere alvorlig Charakter. Det sidste Angreb, som fra russisk Side var skeet paa de svenske Besiddelser før Foreningen, fandt Sted 1318, til Hevn for et Herjetog, de Svenske Aaret forud havde gjort mod Ladogas Kyster. En novgorodsk Flode landede ved Aabo[1], opbrændte Staden og indtog og herjede saavel Slottet, som Biskopens nærliggende Borg Kuusto. De Svenske synes under den indre Strid,
- ↑ De novgorodske Annaler, ved visse Aar (T. III. St. Petersburg 1841, S. 72) jfr. Lehrbergs Untersuchungen, S. 196. Aabo kaldes ved denne Lejlighed Lioderev eller Lüderev, d. e. den „lyderske Borg eller Stad“, efter den daværende Foged i Finland, Lyder af Kyrn, der ofte nævnes i Breve fra den Tid.
