Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/869

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
851
1371. Erkebiskop Olafs Død.

paa Baagahuus umiddelbart før Kongens Tog til Stockholm, og hvor man forgjeves ventede Stædernes Gesandter. Fra dette Møde vendte han tilbage til Oslo, hvor han ej længe efter, den 14de August, afgik ved Døden, det være sig nu af Alderdom, eller af en smitsom Sygdom, som idet Aar gik over hele Norge, og som især synes at have raset slemt i Oslo[1]. Erkebiskop Olaf havde samme Uheld, som Erkebiskop Heming i Sverige og maaskee mange andre Prælater, at komme i Gjeld til Curien, det være sig nu for Servitspenge eller indcasseret Tiende, Rumaskat e. a. d. Thi allerede inden hans Død fandt Pave Gregorius den 11te, som sidst i December 1370 blev valgt til Urban den 5tes Eftermand, det af flere Aarsager nødvendigt at reservere for Pavestolen alt hvad der kunde ansees for hans private Ejendom i Løsøre og udestaaende Fordringer[2]. Det erfares ogsaa af et Indulgentsbrev, som Pave Gregorius udgav endnu i 1371, at Christkirken i Nidaroos under hans Embedstid maa være meget forfalden, thi i Brevet heder det, at den trængte til en ikke lidet bekostelig Reparation[3]. Dette var dog maaskee ikke saameget hans Forsømmelses Skyld, som bevirket derved, at der formedelst den store Affolkning under Mandedøden og i den langvarige Krigstid kun kom faa Pilegrime imod for, og saaledes Midlerne til Bygningens Vedligeholdelse maaskee ikke ret slog til.

Om de Prælater, der i Norge indtoge den anseeligste Stilling næst Biskoperne, nemlig Provsterne for de to fornemste kongelige Capeller, Apostelkirken i Bergen og Mariekirken i Oslo, vides ikke saa meget som man kunde ønske, idetmindste ikke om de første. Hvad dem angaar, da veed man ikke, hvo der beklædte dette anseelige Embede ligefra Guthorm Paulssøns Udnævnelse til Stavangers Biskopsstol i 1342 indtil Midten af 1366, da vi finde en Thorstein Hallgrimssøn i Embedet,

  1. Dette erfarer man af Sira Henrik Henriksøns Brev, som vi senere komme til at omtale. Annalerne henføre hans Død ogsaa til 1373 og 1372, men det bedste Beviis for, at han døde i 1371, er Pave Gregorius den 11tes udtrykkelige Udsagn i den Bulle, vi strax herefter komme til at omtale, at han allerede i Olafs Levetid havde beordret Beslagleggelse paa hans Effecter for Curiens Regning. Thi Gregorius blev valgt til Pave 30te December 1370 og kronet 1371; var nu Olaf død allerede 1370, da kunde Gregorius ikke i hans levende Live gjøre denne Forføjning. Men senere end 1371 kan han heller ikke være død, da hans Eftermand blev udnævnt i October dette Aar.
  2. Dette siges udtrykkeligt af Pave Gregor i hans Bulle af 23de Mai 1372 til Biskop Henrik af Slesvig (Henrik Biscop), hvori han gav denne det Hverv at tage Effecterne i Besiddelse, Regest. Greg. XI. Secret. de Curia. ann. II. fol. 126.
  3. Brev af 3die Decbr. 1371, klag. Gregor XI. Cod. Chart. T. II. (ann. 1) f. 380. Reparationen kaldes her non modicum sumtuosa.