Skade er os saa uudholdelig, at vi ikke nogensinde kunde faa klaget tilfulde derover for Gud og Eder. Derhos maatte vi give Slip paa vore Privilegier og al den Rettighed, som vi havde af Kongen, og som har kostet de hederlige Mænd, Eders Forfedre, meget Arbeide og Kjøbmanden meget Omhu. Til al denne Skade kommer ogsaa den, som vi lide deraf, at de Engelske og Flamske og andre Folk, der ikke bryde sig om Eders Bud, sejle til Bergen og tilvende sig det Gods og det Kjøbmandskab, som Eders Borgere og Kjøbmanden plejede at nære sig af. Vi forsikkre Eder herved om, at hvis I ikke med Eders vise Raad hindre dette, da staar det ikke til at forvinde i vort og vore Efterkommeres Liv“[1]. Heraf seer man baade, hvor fordeelagtig denne bergenske Handel maa have været for Stæderne, og hvor humant dog i det Hele taget Tydskerne maa have været behandlede i Norge, thi saavidt man af dette Brev kan skjønne, havde Tydskerne i Bergen intet imod at blive der, endog under Krigen, og frygtede mere den hovedkulds Bortreise, end de haarde Forholdsregler, som Nordmændene maatte kunne tage imod dem. Imidlertid erfarer man dog af de senere Forhandlinger, at Kongen og hans Befalingsmænd nu, efterat Kjøbmændene havde forladt Bergen, lagde Beslag paa ej alene deres efterladte Gods, men ogsaa deres udestaaende Gjeldsfordringer, der saaledes i Kongens Navn maa have været indfordrede af vedkommende Debitorer, forsaavidt man kjendte dem, men hvoraf dog mange synes at have benyttet Lejligheden til aldeles at unddrage sig al Tilbagebetaling.
Den første Efterretning om det Angreb, der forberededes, synes man i Norge at have faaet af nogle Breve, som Hr. Agmund Finnssøn endnu om Vintren, ved Helligtrekongerstider, forefandt i et Skib, der tilhørte nogle stralsundske og greifswaldske Borgere. Han anholdt
- ↑ Denne Concept findes i det lübeckske Archiv, ej i Brevform, og heller ikke dateret, saaat man ej med Vished kan vide, om et Brev af dette Indhold virkelig er sendt. Men Hovedsagen er her, at et Brev af saadant Indholdt blev sendt. Af Begyndelsen skulde det synes som om det blev skrevet St. Valdborgs Aften, og at Skrivelsen, der beordrede dem at rømme Bergen inden St. Valdborgs Dag, heller ikke var kommen for. Men dette maa være en Unøjagtighed eller Dunkelhed i Udtryksmaaden. Thi af Brevets Indhold seer man tydeligt, at det er skrevet efterat allerede Rømningen havde fundet Sted, og sandsynligviis endog ved Marstrand. Ogsaa de islandske Annaler omtaler Tydskernes Rømning af Bergen med de Ord: „Tydskerne i Landflygtighed fra Bergen for Kong Haakon“. Men Aaret angives forskjelligt i de forskjellige Haandskrifter; Flatøannalerne, der som oftest fejle, have 1370, Lagmands- og Skaalholts-Annalerne 1369, og nogle Papiirshaandskrifter, der dog som oftest have Aarstallene rigtigt, og som slutte sig til Ann. regii, hvor disse høre op, 1368. (Udg. S. 320).)
