linger, som her holdtes, førtes med saa stor Bitterhed fra begge Sider, at der ej kunde være stort Haab om Fredens Vedligeholdelse. Da Stædernes Deputerede – de lübeckske Udsendinger Borgermester Jakob Pleskow og Magister Johan Fritze synes at have ført Ordet – klagede over alle de Forurettelser, som Stæderne havde lidt siden Fredsslutningen, svarede Kongen ikke videre derpaa, men kom med nogle gamle Klagemaal over Lübeckerne, og gav at forstaa, at de kun slet havde holdt sine beseglede Løfter. Da man svarede ham, at Lübeckerne havde holdt sine Ord og Breve som brave Folk, sagde han, at det havde han ikke befundet; han vilde helst møde med dem for Keiseren, men derpaa havde de ej villet indlade sig. Hertil svaredes, at havde han noget at befale i den Anledning, skulde de gjerne foredrage det for deres respective Raad. Mere blev der ej talt derom den Dag, og Kongen reed til Malmø. Dagen efter foredrog Gesandterne sine Klager for Kongens Raad, der meente, at der burde bestemmes en Frist til at indkalde og personligt høre de kongelige Fogder, over hvilke der klagedes; naar Stæderne beskyldte Kongen og hans Raad for, hvad der ej var sandt, saa var det ikke mere end billigt, at de fralagde sig det. Den følgende Dag kom Raadsherrerne igjen og havde Hertug Erik af Saxen med sig, og disse foreslog nu paa Kongens Vegne, at Sagen enten skulde indstevnes for Keiseren, eller underkastes uvillige Mænds Voldgift. Herom kunde de Deputerede ikke paa egen Haand fatte nogen Bestemmelse, men vedtog kun foreløbigt, at der skulde holdes et nyt Møde paa Falsterbod 14 Dage efter Michelsdag, og Bestemmelsen her afgives; godkjendte Stædernes Raad dette, skulde Kongen underrettes derom en Maaned forud. Derpaa vendte de Deputerede tilbage til Stralsund, og enedes, før de skiltes ad, om at faa det vedtaget, hvor og naar det foreløbige Møde med de preussiske Befuldmægtigede skulde finde Sted, hvis de, som det synes, havde noget imod at indfinde sig i Rostock eller Stralsund, samt tillige, at hver Stad idetmindste skulde sende een Deputeret til Köln. Man synes næsten allerede heraf at kunne slutte, at de Deputerede alene af Høflighed eller for at undgaa al videre Discussion have givet de danske Raadsherrer hiint ubestemte Tilsagn om det nye Møde paa Falsterbod, som det neppe var deres Mening at bringe istand, og som visselig heller ikke fandt Sted[1].
Men imidlertid havde der ogsaa paa en anden Kant været arbeidet paa at reise farlige Fjender mod Kong Valdemar. De jydske Herrer havde aldrig været Valdemar ret gunstige. De havde nylig været i aabenbar Opstand mod ham, og hvorvel de vare blevne nogenlunde bero-
- ↑ Sammesteds, II. S. 602–604.
