hans Sted nævnes nogle Aar senere Svein Sigurdssøn fra Hvol i Sogn som „Fehirde i Kongsgaarden“. Han kaldes og Svein Klerk, et Beviis paa at han havde studeret[1]. Bjarne Audunssøn, der havde Tunsbergs Fehirdsle, var nylig død: hans Eftermand blev en Ivar Nikolassøn[2]. At flere af Syslerne skiftede Sysselmænd, kan neppe betvivles, skjønt intet sikkert derom vides. Hr. Ivar Agmundssøn vedblev at være Befalingsmand paa Baagahuus[3], hvad enten han nu har underkastet sig Drottseten, eller denne ikke har villet eller kunnet fratage ham Befalingen. Cantsler-Embedet blev for det første ubesat. Den forrige Cantsler, Provst Ivar Olafssøn, nævnes ikke mere efter 1322, og er formodentlig paa den Tid død; alligevel kom der ingen i hans Sted, men Drottseten tog selv Rigsseglet under sin Varetægt, efterat han havde faaet det udleveret af Hertuginden, og beseglede dermed selv i nogle Aar de Kongebreve, som udstedtes.
Ogsaa i de norske Biskopers Personale var der i nogen Tid skeet betydelige Forandringer, saa at man kan sige at en ny Styrelse nu var indtraadt ej alene i verdsligt, men og for en stor Deel i geistligt Henseende. Biskop Haakon af Stavanger døde tidligt i 1322, før 5te April[4]. I hans Sted valgtes en Erik, formodentlig Chorsbroder ved samme Biskopsstol. Samme Aar, uvist naar, men ligeledes sandsynligviis i Løbet af de første Maaneder, døde Biskop Helge i Oslo, og esterfulgtes af den ofte omtalte Salomon Thoraldessøn, nu Chorsbroder i Nidaroos, der, som det ovenfor er antydet, i den sidste Tid synes at have staaet Biskop Helge ved Siden som etslags Coadjutor. I Hamar var, som tidligere nævnt, Biskop Botulf død i 1319 eller 1320, og Hallvard bleven Biskop i hans Sted. Det er endvidere omtalt, at den skaalholtske Biskop Arne, der endnu i 1319 havde efterkommet Indkaldelsen til Norge, døde her den 21de Januar 1320. En islandsk Geistlig, Orm Thorsteinssøn, valgtes til hans Efterfølger og reiste det følgende Aar over til Norge for at indvies, men døde forinden. Da blev en Orm Steinssøn, formodentlig en throndhjemsk Geistlig, som de fleste islandske Biskoper i den senere Tid, udvalgt, men vilde ej modtage Valget, lovede derimod en Pilegrimsrejse til Rom, og døde kort efter. Nu faldt det throndhjemske Capitels Valg paa Grim Skutassøn, eller og, som han kaldtes, Skutu-Grim, Abbed i Munkholmen,
