Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/786

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
768
Magnus Erikssøn og Haakon Magnussøn.

Frankrige, og Kong Johan viiste sig nu saa samvittighedsfuld, at han virkelig i Januar 1364 vendte tilbage til England, hvor han tre Maaneder efter døde. Denne Begivenhed var i friskt Minde. Frankrige var det Land, hvorpaa hele det vestlige Europas Øjne hvilede som Ridderlighedens Hjem, og Kong Johan selv satte sin Ære i at gjelde som Europas første Mønster paa en egte Riddersmand. Kong Magnus havde saa meget mere Grund til at iagttage Kong Johans Ferd med Opmerksomhed, som han ved sit Egteskab med Blanche var kommen i Svogerskab med ham, og sandsynligviis underholdt mange Forbindelser med ham og hans Hof, hvorom vi nu ikke have nogen Efterretning. Hvor let kan man ikke under saadanne Omstændigheder forklare sig, at baade Sejerherrerne have frigivet Magnus omtrent paa samme Betingelser, som den engelske Konge frigav Johan, og at Magnus har efterlignet Johan i Ordholdenhed:e Men Sejerherrerne efterlignede ikke den engelske Konge og hans Søn i Maaden, hvorpaa deres høje Fange behandledes. Thi medens Johan modtoges med de største Æresbeviisninger, og snarere behandledes som en Overherre, end som en Fange, er det altfor vist, at Magnus indsattes i det fasteste Taarn paa Stockholms Slot, og idetmindste en Tidlang endog sluttedes i Lænker[1].

65. Kong Haakon fortsætter Krigen. Kong Valdemar tager Parti med ham. Mecklenburgerne bringes i Knibe. Svigagtigt Fredsfordrag til Aalholm.


Kong Magnus’s Tilfangetagelse maatte vistnok være et haardt Stød for alle hans Venner og en stor Vinding for det mecklenburgske Parti, men det er alligevel tydeligt at see, at hverken Kong Haakon eller hans øvrige Tilhængere derfor tabte Modet. De havde endnu faste Stillinger og Slottene i den mellemste og vestlige Deel af Landet, og Nordmændene vaklede ikke i deres Troskab. Kong Haakon synes efter Slaget at have begivet sig lige til Norge[2], deels for at gjøre Anstalter til

  1. I det nysnævnte Brev selv taler Magnus udtrykkeligt om „Jærn“ og om „Baand“, fra hvilke han, under Udstedelsen, der foregik i den store Spisesal paa Slottet, var befriet, men formodentlig alene midlertidigt. Riimkrøniken taler udtrykkeligt om „bojor“, og at han blev indsat i Hovedtaarnet (Kjernen) paa Stockholms Slot. Dog legger det til, at han blev holdt godt med Mad og Drikke.
  2. Hvorvidt den allerede forhen omtalte, af Haakon den 26de April 1365 i Oslo udstedte og af Vinalde Henrikssøn beseglede Forordning om Olafsskot og Hallvardsskot er givet, medens Haakon selv opholdt sig i Oslo, er vel uvist, da der ikke udtrykkeligt tilføjes, at han var nærværende, men dette