troende formodentlig, at der endnu ingen Fare var paa Ferde, og at de kunde hvile slet Ud efter den lange Marsch i Snee og Vinterkulde. Kongerne havde saaledes ikke paa langt nær alle sine Folk tilstede, da de spurte, at Fjenderne nærmede sig[1]. De skyndte sig imod dem med saa mange, som de i Hast kunde faa sammen, og stødte paa dem i en liden Skov ved Gaata i Nærheden af Østensbro, den 3die Marts 1365[2]. Her blev der kæmpet hidsigt fra begge Sider, og mange skulle være faldne; men Udfaldet var let at forudsee. Kongernes Tropper vare sandsynligviis allerede i Forvirring førend Kampen begyndte, og kunde nu neppe engang i Antal maale sig med de krigserfarne Fjender; disse sejrede derfor, og Kong Magnus blev tagen til Fange; ogsaa Kong Haakon skal med Nød og Neppe være undkommen[3]. Imidlertid synes det dog ikke strax at have lykkets Sejerherrerne at fortrænge Kong Haakon fra Mælar-Egnene. Endog med Kong Magnus’s Fangenskab kan det ikke
- ↑ De visbyske Minoriters Chr. taler kun om at „mange bleve tilbage i Vesteraas, da Magnus rykkede ud“. Riimkrøniken er udførligere, og fortæller, at Nordmændene laa i Vesteraas, sang og drak, medens Magnus leed Nederlaget ved Gaata, see nedenfor Note 3.
- ↑ Østensbro, nær ved Nykvarn, ligger i Bjørkstad Sogn i Vestmanland, paa den yderste Grændse mod Upland, lidt vestenfor Eenkøping. Dagen for Slaget angives noget forskjelligt; Chron. af1430 (Scr. r. Sv. I. 29) har 3die Marts, ligesaa Chr. af 1415 (sammesteds 58), og et Par andre Chronica (sammesteds S. 66, 95), der dog taabeligt nok tilføje „paa St. Matthiædag“, der er 24de Februar. Ogsaa Riimkrøniken og Er. Olai have 3die Marts. (Riimkrøniken betegner vel Dagen som „Mandag efter Hvidesøndag“, men ved „Hvidesøndag“ forstaaes her ikke Pinds, men 1ste Søndag i Faste, Invocavit, efter den tydske Benævnelse, „Weiße Sonntag“, dominica in albis). De visbyske Minoriters Chr. (ssteds S. 45) have St. Lucius’s Dag, 4de Marts. Rimeligviis er Slaget begyndt den 3die Marts, og Forfølgelsen af de Flygtende fortsat den 4de. De isl. Annaler (Udg. S. 314) omtale ogsaa Slaget, men enkelte henføre det urigtigt til 1366.
- ↑ Man har ingen eldre Beretninger om dette Slag, end dem der findes i de nysomtalte smaa svenske Chronica, der samtlige ere skrevne et Par Generationer senere. De gaa alle ud paa, at Magnus blev fangen og ført til Stockholm, og at flere faldt; et lægger til, at Haakon med Nød og neppe undkom. Riimkrøniken veed nærmere Besked: „Winet monde i Westeråirs wäl smaka, ty kunne somme Nordmänn ey thädan raka; the kwodo fast oc gjorde sig kåta, medan konungen tappade striden i Gåta, swå kommo ther många farande inn mest med blå oc bloduga kinn, oc hwar flydde som mest förmå; Swenske rände efter, både gripa och slå; the fingo thå ett annat lijud, fik skyndade hwar af staden ut, somme ridu oc somme til foto, harnisk og wärja mest efterloto“. Ericus Olai har omtrent det samme. Meget af det tør vel være rigtigt. Magnus Matthiæ og yngre Forfattere have ladet Haakon blive saaret, men derom vide de eldre Kilder intet at fortælle, ligesaa lidet som at han „afkastede Broen“.
