det saa ofte plejer at skee, for at faa Beskyldningen for hemmelige og forræderske Stemplinger vendt fra sig selv, have kastet dem over paa Kong Magnus, og dette med saa meget mere Held, da han, mødende Kulde og Uredelighed paa alle Kanter, næsten ikke havde noget andet Valg end at fornye det tidligere Forbund med Valdemar[1]. Meget af dette, som vi her kun have antydet, for ej at foregribe Fortællingens Tidsfølge, vil i det Følgende blive nærmere omhandlet. Her have vi alene strax forsøgt at vise, hvorledes denne indviklede og i flere Henseender gaadefulde Sag forekommer os at kunne bedst og rimeligst forklares. Hovedmanden for det Hele er og bliver Hertug Albrecht, og Fru Birgitte havde stor Ret, da hun i sin Tid advarede Kongen mod at drage ham ind i Landet og give ham Besiddelser[2].
Da Valdemar havde fuldendt Skaanes Erobring, vendte han sig ogsaa mod Halland, og havde allerede ved Aarets Udgang underlagt sig den søndre Deel deraf. Nordre Halland blev endnu nogle Aar i Kong Magnus’s Hænder, og det er vel endog ikke saa usandsynligt, at Valdemar for det første ikke har gjort noget Forsøg paa at indtage det, da det i længere Tid end de øvrige Landskaber, hvorom der nu var Spørsmaal, havde ligget under svensk Herredømme, og formodentlig nu endog betragtedes som et fuldkommen svensk Landskab. Søndrehalland havde derimod endog efter Afstaaelsen til Magnus været afsondret derfra som et eget Lehn under de unge Porser, og der er vel endog et Spørgsmaal, om ikke allerede disse, da de i 1346 var hos Valdemar for at faa Sagen om Estland afgjort, havde ladet sig overtale til underhaanden at overdrage ham deres Ret til hiint Landskab mod anden Godtgjørelse, og at alene deres Død, der indtraf saa kort derefter, har gjort Forandring i denne Aftale. Men ogsaa Hertug Albrecht havde nu, som vi vide, Fordring paa Søndre-Halland, da Erik Magnussøn i Decem-
- ↑ Man maa dog altid have for Øje, at vi her tale om Tiden før Kong Haakons Giftermaal, eller rettere førend Stormændene i Sverige tillod sig at ville paatvinge ham en Hustru og derved .noksom lagde deres Stemplinger med Albrecht for Dagen, som det i det følgende skal vises. Thi en anden Sag var det, da de netop ved disse Stemplinger neppe havde overladt ham andet Valg, end at søge Valdemars Venskab og Beskyttelse. Da forholdt det sig vistnok unegtelig saa, at Magnus gjorde Valdemar Indrømmelser, og maaskee gav etslags frivilligt Afkald paa de sydligere Landskaber, men vel at merke efterat Valdemar allerede factisk var bleven deres Herre, og derfor behøvede han dog ikke tidligere, under Erobringen selv, at have været i Ledtog med ham.
- ↑ Det er allerede ovenfor (S. 495) viist, hvorledes Fru Birgitta advarede Kong Magnus mod „en stor fremmed Herre“, der ikke kan være nogen anden end Hertug Albrecht.
