Ham have igjen de følgende Historieskrivere fulgt i Hovedsagen, om de end hver for sig kunne have fremstillet Sagen paa sin egen Maade. Kun en eneste Stemme har, saavidt vides, blandt de eldre Historieskrivere udtalt Mistanke mod Beskyldningerne, og antydet Sagens rette Sammenhæng[1].
Det er imidlertid sikkert nok, at der allerede samtidigt, idetmindste blandt et vist Parti i Sverige, har opstaaet et heftigt Skrig mod Kong Magnus som den, der af Svaghed, ja endog ved at spille under Dekke med Rigets argeste Fjende, lod de Landskaber, hvis Erhvervelse havde kostet saa mange Opofrelser, fravindes Riget og falde i denne Fjendes Hender[2]. Men det lader dog ikke til, at dette Skrig blev almindeligt, førend Magnus atter, som vi ville see, havde kastet sig i Valdemars Arme, og sluttet sig nøjere til ham end nogensinde, thi da først synes han at have givet formeligt Afkald paa Skaane, som Valdemar hidtil kun i Kraft af Erobringens Ret havde besiddet. Man holdt sig neppe saa meget op over at Magnus ikke kunde staa sig mod Valdemars Overmagt, som at han siden selv godkjendte Erobringen og frasagde sig Ret til Landskaberne. Det kan heller ikke negtes, at Magnus her kom til at staa i et meget ubehageligt Lys, og at de, der ikke nøje kjendte Sagens Sammenhæng, men bagefter lagde sammen alt, hvad de havde seet siden Erik begyndte Opstanden, kunde komme til at drage Slutninger, der i høj Grad gjorde en saadan Mistanke, som den her omtalte, sandsynlig. Det var et yderst uheldigt, utilgiveligt Skridt af Magnus, at han, for at faa en Støtte mod sin Søn Erik, indgik hiint Forbund med Valdemar, og virkelig lovede ham Helsingborg. Deraf udspandt sig den hele Ulykke. At Magnus, som vi have seet, næsten øjeblikkeligt angrede dette Løfte, at han derved endog kom paa en spendt Fod med Valdemar, at han efter ringe Evne gjorde denne Modstand, da han med Overmagt brød ind i Skaane, for at tiltvinge sig Løftets Opfyldelse, at han siden, som vi ville see, saa langt fra at nedlægge Vaabene, tvertimod beredede sig paa en alvorligere Kamp mod Valdemar – alt dette glemte man, da han paany forbandt sig med denne; da heed det, at han den hele Tid havde spillet under Dække med ham, at han med Flid havde ladet ham indtage Skaane, da opfriskedes vel ogsaa Talen om at Dronning Blanche havde forgiftet sin Søn, og alt dette, sagde man, skete for at nedtrykke og øde-
- ↑ See Richardsons Hallandia S. 126–129 jvfr. Suhm XIII. 437. At Magnus endnu i 1363 havde Nordrehalland, sees af hvad Lagerbring meddeler III. 467, foruden af andre Data, der paa sit Sted ville blive omtalte.
- ↑ Nemlig Laurentius Petri, i hans svenske Historie, Scr. r. Sv. II. S. 97. Han anfører denne for Magnus gunstige Forklaring med Tillæg, at ogsaa andre „åro ock wid thenne meningen, att detta alt skall wara dichtat in på Konung Magnus ut af hans afwundsmän“. Altsaa holdt der sig dog ved Siden af de vrange Beskyldninger ogsaa en retfærdigere Anskuelse af Sagen.
