at et Sikkerhedsbrev, udstedt af Magnus med Forløfte af hans Mænd, ansaaes nødvendigt, viser, at hans Krigsstyrke dog heller ikke kan have været saa ganske ubetydelig, eller indskrænket til Helsingborg alene. Strax efter Borgermestrenes Ankomst til Helsingborg anmodede Kongen dem om at tage Deel i Underhandlingerne, høre hvad han havde at forebringe og at besvare, og give ham deres Raad. De svarede først, at da deres Stæder havde Fred med Kong Magnus, vilde det stride mod deres Ære, om der i deres Nærværelse forhandledes noget, der røbede Uvilje mod ham eller kunde bringe ham Skade. Men da Kongen erklærede, „at han ikke opfordrede dem til noget Ondt, til Krig eller Uvenskab“, men alene til Fredens Gjenoprettelse, gave de villigt sit Samtykke. Man seer tydeligt nok, at det alene kom dem an paa at bevare det ydre Skin, og i saa Henseende at have deres Samvittighed frelst, thi at denne saakaldte „Fred“ netop var et stort Onde for deres Ven Magnus, da den gik ud paa at skille ham ved nogle af hans bedste og største Besiddelser, det synes ikke at have anfegtet dem stort. De ønskede helst Fred under enhver Omstændighed, for at Stædernes Handelsrørelse ikke skulde lide nogen Standsning, og Valdemar som Herre over Skaane og de vigtige Markeder ved Skanør var nu en mere betydende Person i deres Øjne end Magnus. For denne var der saaledes ingen Udsigt til at faa nogen Hjelp fra den Kant, om han maaskee et Øjeblik havde gjort sig Haab derom. Desuden søgte Valdemar udtrykkeligt at forebygge noget saadant, thi saasnart han havde modtaget Borgermestrenes Løfte, lod han dem forelægge et Hefte, der indeholdt Afskrift af en Mængde offentlige Documenter, og udpegede dem blandt disse den tidligere Fredstractat mellem ham og Stæderne, hvorved enhver af Parterne forbandt sig til, ikke at staa den andens Fjender bi, idet han sagde: „der see I selv, at der mellem os allerede er besvoren og dagthinget Fred“. Tillige lovede han at være beredt til at opfylde, hvad de maatte forlange af ham, og formodentlig har han ved denne Lejlighed overrakt dem et Brev, udstedt og dateret den 10de Juli, udenfor Helsingborg Slot, hvorved han efter Samraad med de Venner, Frænder, Høvedsmænd og Raadgivere, der nu laa i Feldten med ham, lovede „de menige Kjøbmænd og Stæder“, fornemmelig dem
Kong Magnus. At Borgermestrene nu drog over til Helsingborg, siges ikke udtrykkeligt, men det forstaaes af sig selv, thi det var den oprindelige Aftale, og de havde alene ventet paa Sikkerhedsbrevet. Allerede Dagen efter lod Kongen dem kalde til sig, som det siges, i Klostret, nemlig det Kloster i Helsingborg, hvor han under Belejringen havde opslaaet sin Bolig; og hvor Beretningen slutter, nemlig d. 19de Juli, heder det, at Kongen „sejlede over til Helsingør og bad dem at følge med“; altsaa maa de da haveværet i Helsingborg.
