Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/685

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
667
1359–1360. Hr. Orms Henrettelse.

hans Regjerings-Aar, og Norge altsaa nu i Virkeligheden kunde siges at være gjenforenet under een Konge. Men det er ikke usandsynligt, at denne Bestemmelse egentlig først er tagen efter Hertug Benedicts Drab i 1360, og at det oprindeligt har været Meningen at overdrage ham Tunsbergshuus med Tunsbergs Fehirdsle, hvor han maaskee allerede var tilstede og i Virkeligheden udøvede den Myndighed, hvortil Dronningen laante sit Navn, men at man for det første kun vilde see Tiden lidt an og vente, indtil den oprørte Stemning hos de Svenske nogenledes havde lagt sig[1].

Hr. Orm Eysteinssøns Henrettelse henføres deels til 1359, deels til 1360[2]. Formodentlig skete den ved Juletider 1359–60, da Blanche, som vi have seet, nys var kommen til Tunsberg, sandsynligviis ledsaget af sin Søn Kong Haakon, der ligesom hun selv havde været tilstede ved Mødet i Søderkøping den 18de November, og hvem vi i alle Fald finde i Tunsberg den 5te Februar 1360, saa at der er al Rimelighed for, at han har ledsaget sin Moder paa den hurtige og besværlige Vinterreise lige fra Østergøtland, gjennem Landskaber, hvor Folket maaskee var yderst opbragt paa hende, og hvor hun saaledes neppe engang vilde have været sikker uden en saadan Beskyttelse. Om Orms Henrettelse meldes ikke andet, end at han blev „halshuggen efter Kongernes Befaling“. Altsaa maa han være bleven dømt til Døden som Landsforræder og hans Gods inddraget. Dog synes det, som om Inddragningen ikke har været fuldstændig, idetmindste opføres mange Aar senere flere Aargange af Tiende som gammel Gjeld, hvilket han (det vil da vel sige hans Bo) skyldte en Mængde Kirker i Elvesyssel, og herom synes der ej at kunne have været Tale, hvis alt Godset var confiskeret, med mindre Meningen var den, at Kronen skulde svare til Gjelden, som paadragen allerede medens Hr. Orm levede[3]. Man erfarer ogsaa, at han efterlod en Søn ved

  1. Forsikringsbrevet af Søderkøping nævner udtrykkeligt om Land og Huus, der skulde være under Hertug Benedict; det er vanskeligt at vide, hvad „Huus“ eller Slot dette skulde være, naar det ej var Tunsbergshuus, da Slottene i Ranafylke laa for nær ved Sveriges Grændse.
  2. Af Annalerne have to Haandskrifter (Flatø- og Skaalholts) 1360; to, eller rettere eet (da de sees at have fælles Kilde) 1358, og eet (Lagmands) 1359; men herved er at merke, at hine trende ogsaa henføre Kong Eriks Død til 1360, saaat de dog angive samme Aar for Orms Henrettelse som for denne, og at hine tvende, der nævne 1358, ere yderst daarlige, saaat de endog omtale Eriks Død under 1351. Det sidstnævnte Haandskrift har derimod ogsaa Eriks Død rigtigt angiven. Under alle Omstændigheder har man ej paa Island erfaret Orms Henrettelse førend 1360.
  3. Denne Optegnelse findes i Tillægget til den saakaldte „Rode Bog“ eller Fortegnelse af Kirkegodset i Oslo’s Diøcese omkring 1400. Der opgives her, at