var for at bearbeide Gemytterne til sin Fordeel, eller for at skaffe flere Penge tilveje, om det var paa kortere eller længere Tid, vides ikke. Maaskee har hun opholdt sig der hele Vinteren over, medens Knut Porse venteligt var ude paa andre Kanter for at gjøre Forberedelser til Krigen.
Krigen udbrød dog endnu ikke saa snart. Formodentlig gjorde den almindelige Misfornøjelse, som herskede over Hertugindens Anmasselser, det umuligt at faa de nødvendige Udrustninger saa hurtigt istand, som man havde haabet; desuden er der og al Grund til at tro, at den statskloge Fyrst Henrik, der med megen Fiinhed, om just ej med Ærlighed manøvrerede mellem Parterne, helst ønskede endnu at see Tiden an, og derfor halede den ud. Ogsaa kom strax efter Tractatens Afslutning Erkebiskop Æsger af Lund hjem til Danmark, ledsaget af en pavelig Nuncius, og indgik Forliig med Kong Christopher; dette kan vel ogsaa have vakt nogen Betænkelighed ved strax at begynde Feiden, eller idetmindste udkrævet nye Aftaler, og gjort Forandring i de lagte Planer. Erkebiskopen havde Aaret forud udvirket en Skrivelse af Paven, dateret 22de Februar, hvorved det paa det strengeligste forbødes de danske Biskoper at krone Kong Christopher inden førstkommende St. Hansdag, da dette var Erkebiskopens Ret, som kunde præjudiceres, om andre udøvede den; og da hans Ophold ved Curien endnu udhaledes, fik han den 24de Juli skaffet ny Skrivelse af samme Indhold, hvorved Tiden, inden hvilken Biskoperne ej maatte krone Kongen udsattes til Julen 1320[1]. Disse Skrivelser udvirkede han dog neppe for at gjøre Kongen nogen Fortred, men alene for at bevare sine egne Rettigheder, thi han synes nu efter Curiens Ønske at have været aldeles bestemt paa at indgaa Forlig. Vel havde nemlig Paven, da han paa Erkebiskopens gjentagne Klager beskikkede hiin Nuncius, nemlig Bernard af Mont-Valran, Archidiaconus i Sicalon under Bourges Kathedralkirke, (28 Mai 1320) paalagt ham ved Trusler om kirkelige Straffe m. m. at tvinge Kong Eriks Arvinger til at gjøre Ret og Skjel, og give ham tilbørlig Erstatning[2], men han undgik her, som det synes, med Flid at nævne Kong Christopher, derimod gav han, samme Dag, som han forlængede hiin Termin, inden hvilken de danske Lydbiskoper ikke maatte krone ham, Sendebudet Bernard, paa Erkebiskopens Anmodning, Fuldmagt til at løse
