Benedict, eller rettere ham selv, der gjorde Yndlingens Sag til sin egen. Skade, at vi heller ikke om denne Sag have nøjere Efterretninger, og navnligen ikke vide, hvorledes Fjendskaben først brød ud. Saa meget seer man kun, at Erik var skinsyg paa Benedict formedelst den store Magt og Anseelse, han havde tilrevet sig, og at han, lidet kjærligt stemt mod Faderen, og kjendelig paavirket og opsat imod ham, saavel maaskee af Kong Valdemar, med hvis Systerdatter han var trolovet, som af Hertug Albrecht og de misfornøjede svenske Stormænd, støttede sig til disse og laante dem sit Navn at dekke sig med, da de nu om sider begyndte en aabenbar Fejde, hvortil de allerede længe, som det synes, havde søgt en bekvem Lejlighed. Det kan heller ikke slaa Fejl, at Kong Haakons Tronbestigelse i Norge har foranlediget Erik, og med et Slags tilsyneladende Ret, til at fordre en lignende Forfremmelse for sit Vedkommende i Sverige; han og mange maatte vel finde det utilbørligt, at han, den eldste af Sønnerne, skulde være uden Kongenavn og Forleninger, naar den yngre baade havde Kongenavn og saagodtsom et heelt Kongerige, og naar en Undersaat allerede havde faaet Hertugtitel og dertil uforholdsmessigt store Dele af Sverige i Forlening. Herom synes Striden mellem Erik og hans Fader oprindelig, og fornemmelig, at have drejet sig. Erik havde allerede foreløbigt været hyldet som vordende Konge paa Morathing 1344; han havde i Bergen 1350 været sat i Kongesædet med Haakon, og derfor maa man formode, at han nu om Vaaren 1356 er fremkommen med en bestemt Fordring paa, at Kongen skulde give ham virkelig Kongetitel og tilstaa ham passende Forleninger, men at Magnus enten reent ud har afslaaet dette eller vægret sig ved at opfylde det i saadan Udstrækning, som Erik og hans Tilhængere fordrede. Vi see Erik mod Slutningen af Aaret, og fremdeles derefter, at kalde sig Konge, udtrykkeligen sigende, at han var valgt af Folket selv, og efter hele Rigets gamle Ret, med Samtykke af alle Sveriges Mænd, var dømt til Konge. Hermed kan han maaskee sigte til den foreløbige Hyldning i 1344, som ovenfor er berørt (S. 301), men det er ogsaa muligt, at der skete noget saadant, da Kong Magnus i Marts 1356 opholdt sig i Uppsala. Thi at de svenske Krøniker ikke vide at berette om noget saadant, har lidet at betyde, da de just ved denne Tid ere saa overhaands mangelfulde. Paa denne Tid maa det og have været, at Erik holdt Bryllup med sin Festemø Beatrix af Brandenburg og derved endmere fandt sig foranlediget til at fordre Kongetitel og egne Forleninger[1]. Hvad der nu forresten er skeet eller ikke skeet, da er
- ↑ Tiden, da Erik holdt Bryllup, kjendes ikke med Sikkerhed; man seer kun af et Brev, han udgav i Stockholm den 25de Octbr. 1356, at det var højtideligholdt en Tid forud (jam dudum), Lagerbring III. 424.
