Nordlandet, medens han derimod udnævnte den forrige Gulathingslagmand Holte Thorgrimssøn til Hirdstjore over hele Øen, med udtrykkeligt Paalæg om, at han skulde have Indseende med de kongelige Ejendomme. Ligeledes udnævntes til Lagmand paa Sønderlandet Jon Thorsteinssøn, vistnok ogsaa en Nordmand, forhen Lagmand i Ryfylke, medens den forrige Lagmand Thord Eyjulfssøn gik af: altsammen Tegn paa, at just det, hvorover de indfødte Islendinger især klagede, nemlig at Nordmænd sattes til Bestyrere, ved Biskop Orms Forestillinger maa være blevet fastholdt i endnu større Udstrekning end før, og at Klagemaalene ere blevne erklærede uberettigede og utilbørlige. I Varnadarbrevet erklærer Kongen, at han, Gud og hans Moder Jomfru Maria og alle hellige Mænd til Ære, tager sin Ven Biskop Orm, hans Svene, som han dagligen holder paa sin Kost, hans Jorder, Gaarde, Skibe, o. s. v., kort alt det Gods, som han og hans Kirke lovligt eje eller ejende vorde udi Land og Løsøre, i Guds Vold og sin kongelige Beskyttelse, forbydende enhver, af hvad Stand eller Stilling han monne være, at gjøre ham eller Kirken eller hans Svene m. m. nogen vrang Paagang, saafremt de ikke vil udsætte sig for Kongens Vrede og strenge Refselse, og for at fældes til Brevebruds-Bod, 8 Ertoger og 13 Mkr., samt svare den Forurettede fuld Erstatning og Halvdelen dertil paa Grund af dette Brevs Krænkelse. Derhos har han gjort den Bestemmelse, at Biskop Orm skal selv nyde og tage enkelte Sagøre af sine daglige Svene med Undtagelse af Aleigemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb. Alle og Enhver, fornemmelig Sysselmænd, Lagmænd, haandgangne Mænd og kongelige Ombudsmænd, tilholdes at skaffe Biskopen ufortøvet Ret, hvor det gjelder, baade med Hensyn til hans Gjeldsfordringer og alt andet, og det befales dem paa det strengeste, uden mindste Vanskelighed at betale ham inden fire Maaneder fra Paakrævningen alt, hvad de retteligen skylde ham til et Beløb af ti Mkr. eller derover, saafremt de ikke ville svare 4 Mkr. i Brevebrud og endda ligefuldt udrede Gjelden[1]. Med dette Brev vendte Orm tilbage til Island og følte sig vel nu saa tryg, at han vovede at gaa endnu videre end før. Begge Biskoperne, berettes der, „bleve faa haarde mod Folk i-Landet og udpressede saaledes Penge af dem, at man neppe tyktes at kunne holde det ud“. Og allerede paa det første Althing efter hans Tilbagekomst, i 1347, forenede Nordlendingefjerdingens Lægmænd sig om at Møre aabenbar Modstand. De erklærede, at de vilde have den gamle Sedvane overholdt og ikke vilde vide af nogen nye Paafund af ham, eller andre Slags Omreiser, end man fra gammel Tid var vant til, og de fastsatte en sterk Pengebod for hver
- ↑ Finn Jonssons isl. Kirkehistorie, I. p. 431.
