Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/641

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
623
1343–1356. Begivenheder paa Island.

end fordi der virkelig var lidet eller intet at berette om Tildragelser i Norge. Vi ville derfor ogsaa et Øjeblik vende os fra Hovedlandet til dets Bilande og Skatlande, navnlig Island, og gjenoptage den afbrudte Traad af Fortællingen om de voldsomme Gjæringer og politiske Storme, som foruroligede Øen en lang Rekke af Aar ved Midten af Aarhundredet og forstørstedelen fremkaldtes ved Misgreb af de geistlige og verdslige Herrer, som Ligegyldighed eller kortsynet Politik bragte Magthaverne i Norge til at sende Islendingerne paa Halsen. Vi have seet, at (S. 308) Island i Aaret 1343 fik tvende Biskoper paa een Gang, Jon Sigurdssøn, en islandsk Munk, til Skaalholt, og den stavangerske Chorbroder Orm Aslakssøn til Hole. De vare begge myndige og voldsomme, men det var dog især Orm, som nu i en lang Rekke af Aar blev Islendingernes Anstødssteen og maaskee Hovedaarsagen til de fleste Uroligheder. Biskop Jon begyndte, som vi have seet, med at lade tre Munke i Thykkebø Kloster sette i Jærn, fordi de, som det heder, havde banket sin Abbed Thorlak og ført et løsagtigt Levnet. Det samme gjorde ogsaa Biskop Orm med tre Munke i Madrevalle Kloster, men han synes ikke at have kunnet anføre saa gyldige Grunde, thi det heder kun, at han fængslede dem for de Aarsager, han selv angav. Han blev ogsaa mere forhadt end Jon, mest, som det synes, for sin Ødselhed med sin Kirkes Gods og de Udpresninger, hvori han derfor igjen gjorde sig skyldig, hvilket vare saamegetmere følelige paa denne Tid, som Island hjemsøgtes af Uaar og megen anden Nød. Biskop Jon gav ham imidlertid i dette Stykke ej meget efter. Samme Aar, som Biskoperne kom til Landet (1343), vendte ogsaa, som det ovenfor er nævnt, Hr. Grim Thorsteinssøn tilbage, nu i Egenskab af Hirdstjore over hele Vesterlandet, Sønderlandet og Østerlandet lige til Helkunduheiden, med Myndighed til at indsette Lagmænd baade nordenfor og søndenfor. Biskoperne, fortælles der, vedbleve at være haarde mod Læge og Lærde. og det anføres som Exempel paa Biskop Orms Ødselhed og utilladelige Omgang med sin Biskopsstols Gods, at han endog gjorde et kostbart Bryllup paa Hole for en af sine Yndlinger[1] og udstyrede ham, da han var fattig, med mange Penge, der hørte Biskopsstolen til. Biskop Jon holdt streng Efterregning med de Riigmænd, der havde Kirker i Varetægt, saavelsom med mange andre, „der tyktes ham at have faret urigtigt frem“. Han holdt tillige, siges der, i de sidste Dage af Juni 1344 hjemme paa Skaalholt det første Diøcesanconcilium „paa norsk Viis“, og visiterede Vestfjordene om Sommeren. Men det var netop disse hyppige Visitationer, hvorover Islendingerne nu især klagede, og hvorved Bisko-

  1. Isl. Annaler. Personerne, som giftedes, heed Bratt og Oddny, men der nævnes ikke mere om dem.