Reclamation føre dem ud, ligesom de og skulle kunne ferdes der i fuldkommen Fred og Sikkerhed, saafremt de ikke ere blevne offentligt dømte fredløse der, eller der af nogen Aarsag er opstaaet Krig mellem Kongen og samme Byer; i første Tilfælde skulle de dog, naar de vare i Kongens Erende, nyde Lejde; e) Hertugens Undersaatter skulle, om de ville, kunne tage Tjeneste hos Kongen eller hans Arvinger mod Sold; f) Kongen skal have fuldstændig Myndighed til ad Rettens eller venskabelig Overeenskomsts Vej at bilegge alle de Tvistigheder, hvori Hertugen eller hans . Arvinger maatte komme med nogen anden, og omvendt skal Hertugen med fire af Kongens Raadsherrer have fuld Myndighed til at afgjøre alle de Trætter, hvori Kongen kunde komme; g) mellem Kongen og Hertugen eller Arvinger, og mellem deres Riger og Lande, skal der overholdes ubrødelig Enighed, Forbund og Fred, men hvis der, hvad ikke formodes, skulde opstaa nogen Misstemning eller Uenighed mellem dem, af hvilkensomhelst Aarsag, da skulle tre af Kongens og tre af Hertugens Raadgivere, efter aflagt Eed paa at ville være upartiske, have fuld Myndighed til at afgjøre Tvisten ad Rettens eller Overeenskomstens Vej, og kunne de ikke blive enige, da skulle de tilsammen velge en syvende, der efter aflagt Eed og nøje Overvejelse af alle Punkter har at erklære sig for en af de to stridende Meninger, hvilket Udslag begge Parter paa Forhaand forpligte sig til at godkjende og efterkomme, og skal ikke Freden eller Forbundet mellem dem herved rokkes, men fremdeles vedblive usvækket; h) naar Kongens og Hertugens Bern have naaet den lovbestemte Myndigheds-Alder og begyndt at bruge egne Segl, skulle de lade lignende Breve oprette og besegle dem. Ved Kongens Gjenpart af dette Brev, der endnu opbevares i det mecklenburgske Archiv i Schwerin, er det imidlertid at merke, at uagtet det i Indledningen beder, at Foreningen er sluttet efter Overleg med begge Parters Raadgivere, staar der dog intet om, at disse vare med at besegle Brevet, for hvilket der kun har hængt et eneste Segl, her endog kun synes at have været Kongens Secret[1]. Heraf synes man at maatte slutte, at Kongen, uagtet denne Tale om Overleg med Raadsherrerne, dog i alle Fald ikke har raadført sig med dem, der vare tilstede hos ham paa Baagahuus, skjønt deres Samtykke nu maatte være saa meget mere nødvendigt, som den største Deel af Riget, hvis Styrelse hans Søn Haakon i næste Aar selv skulde tiltræde, allerede nu ikke egentlig stod under Maguus’s, men under Drottsetens og Raadets Opsigt, og en Tractat, indgaaet af Kongen alene, derfor nu blot kunde være forbindende for Sverige og for den liden Deel af Norge som Kongen havde forbeholdt sig selv. Men heller ikke om svenske Raads-
- ↑ Styffe, Bidrag o. s. v. No. 15, S. 20–23.
