hans Raadsherrer Gøtstav Tunessøn, Karl Neskonungssøn, og Benedict Algotssøn[1]. Et Bevis paa det Venskab, der herefter skulde herske mellem Kongen og Greven, var det vel, at denne imidlertid havde udvirket hos Paven en Tilladelse for Grev Henrik og hans Brødre til at lade holde Gudstjeneste for sig paa Steder, der vare underkastede kirkeligt Interdict[2].
Har Kong Valdemar kjendt noget til Bestemmelserne i dette Forlig, hvad man vel neppe kan tvivle om, da maa han, trods den tilsyneladende Begunstigelse, der blev Grev Henrik til Deel, dog have glædet sig derover, thi det var let at forudsee, at de Pengeforpligtelser, Kong Magnus herved paatog sig, og som det nu neppe var rimeligt for ham at efterkomme, meget snart maatte bringe ham i den piinligste Forlegenhed, i et spendt Forhold til Greverne og i Afhængighed af Danekongen, hvis denne i hans Nød rakte ham Haanden. Herved var mere udrettet en med end formelig Krig, som det for Tiden maatte være Valdemar ubelejligt at begynde. Der fortælles nu om ham, at han selv ikke længe efter Mødet i Helsingborg begav sig til Ljodhuus[3], og at begge Konger der „med Udelukkelse af alle Medbejlere forbandt sig godt med hinanden“. Det maa vel have været omtrent paa den samme Tid, da Grev Henrik var hos Kongen paa Baagahuus, men om det var før eller efter, vides ikke, ligesaa lidet som der andetstedsfra erfares noget udtrykkeligt om, hvad Kongerne
- ↑ Det er Skade, at Originalen til dette Brev ingensteds er meddelt, da der er flere dunkle Punkter deri foruden Spørgsmaalet om Dateringen. Saaledes er det slemt, at man ej engang erfarer Navnet paa den Dame, Henrik skulde egte. Giftermaalet kom heller ikke istand, hvad nu Grunden kan have været. Henrik blev tilsidst gift med Kongens egen Niece Ingeborg, Datter af Hertug Albrecht, Enke efter Ludvig Romulus af Brandenburg. Corner (Chr. nov. 1090) vil vide, at Kong Magnus, til hvem det, som vi have seet, var overdraget i 1349 at afsige Voldgiftskjendelse mellem de stridende Parter i den brandenburgske Feide (s. o. S.496) virkelig, uagtet Voldgiften ved Forliget i Bautzen var bleven overflødig, bestemte blandt andet, at Markgrev Ludvig Romelus skulde egte hiin Ingeborg, men han henfører Kjendelsen til 1353.
- ↑ Reg. Suppl. Clement. ann. 11. fol. 73. Resol. er dateret 17de Juli, altsaa netop saa lang Tid efter den, da Kongen og Greven rimeligviis første Gang vare samlede, som det behøvedes for at komme fra Sverige til Curien.
- ↑ Dette Navn der i Aftrykkene af Chronicon skrives „Lychofum“, „Lychosiam“ fordi en eller anden Afskriver har forvexlet th eller ch, (der er i den Tids Haandskrifter ofte umuligt at skjelne mellem dem), medens der naturligviis i Originalen har staaet „Lythosiam“, har givet tidligere Granskere Anledning til mange unyttige Gjetninger, idet de næsten ligesom med Flid have holdt sig fra det, der burde ligge nærmest, Ljodhuus eller Ende. Messenius gjengiver det uden Videre med „Lykkeby“, Lagerbring med „Lykkeby“ eller „Lykkaas“, Thormod Torvessøn med „Lichovia“, Meurs med „Lyconia“, hvilket Gram retter til „Lyckowe“. I og for sig er ogsaa Ljodhuus det rimeligste Sted, da vi allerede have seet, at Kongen opholdt sig der i Egnen just paa de Tider.
