i hele den første Halvdeel af 1352 have været i Ørebro[1]. Det kan alene have været meget vigtige Aarsager, som bevægede Kong Valdemar til at foretage en saa besværlig Skyndereise. Enten maa han da være bleven bange for, at Kong Magnus skulde gjennemskue hans underfundige Planer og falde ham i Ryggen, naar han paany drog i Felten mod Holsterne, eller han maa have villet sikkre sig hans Deeltagelse ved den forestaaende Fredsmegling og have aftalt med ham, hvad der strax efter sattes i Virksomhed. Valdemar ilede nu, fortælles der, atter til Sjæland og satte med sin Hær over til Fyn. Her, berettes der endvidere, „kom mange Fyrster ham imøde, men han og Hertug Albrecht af Mecklenburg begav sig til en Landsby, hvor han forhandlede med Fyrsterne om deres Mellemværende, saaledes at der fra begge Sider valgtes Voldgiftsmænd, til hvem Slottene og Befæstningerne bleve overgivne, for at de desto kraftigere kunde forpligtes til at gjøre Ende paa Striden“. Nogen endelig Dom blev dog ikke afsagt førend i det følgende Aar[2]. Derimod blev der nu holdt et Møde i Helsingborg, hvor Hertug Albrecht af Mecklenburg og flere andre Fyrster – naturligviis først og fremst de holstenske Grever,– vare tilstede, ej at tale om begge Kongerne, Magnus og Valdemar[3]. Tiden, naar dette Møde blev
- ↑ Om Mødet mellem Kongerne i Ørebro melder Chr. af 1357 strax i Begynd. af 1352 og da denne beretter Alt for hvert Aar i chronologisk Orden, sees allerede deraf, at Tiden maa have været først i Aaret. Efter dette Møde fortælles om Kong Valdemars Tilbagereise til Sjæland, Tog til Fyen og Forligsmødet, der maa have fundet Sted før Opgjøret selv den 25de Marts. Derpaa tales om et „Parlement“ i Helsingborg, og et nyt Møde mellem begge Konger i Ljodhuus, der ej kan have fundet Sted til anden Tid end mellem 25de Marts og Midten af August, da Magnus var i hine sydvestlige Egne. Da man ingen Breve har fra Magnus, udstedte i Januar 1352, veed man heller ikke nøje, hvor han i den Maaned opholdt sig, men den 3die Februar var han i Vesteraas og kan saaledes heel vel den 31te Januar eller 1ste Febr. have været i Ørebro, kun en Dagsreise derfra.
- ↑ Der synes at være ikke ringe Forvirring i, hvad Huitfeld beretter om denne Sag, (S. 507–509). Saaledes taler han om en Voldgiftskjendelse, som Grev Johan af Holsten afsagde i Pløn, „Søndag efter Lætare“ (det maa da vel være „Søndagen Lextare“, den 18de Marts, thi hvorfor skulde ikke den næste Søndag benævnes med sit rette Navn Judica, eller in passione?“) 1352 mellem Kong Valdemar og Greverne Henrik og Claus (ogsaa aftr. hos Suhm XIII. 260), men denne Voldgift synes kun – forsaavidt man af det ubehjelpelige Sprog kan faa nogen Mening – alene at have været midlertidig. Desuden var jo ogsaa Johan selv en af Parterne. Men den egentlige Voldgiftskjendelse synes at have været den, som Hertug Erik den yngre af Saxen og Grev Gerhard af Hoya afsagde i Nyborg den 3die April 1353, (Huitfeld 511, Suhm XIII. 275). Siden optraadte igjen i Nykjøbing Grev Henrik som partiel Voldgiftsmand mellem Kongen og Grev Johan.
- ↑ Dette Møde omtales kun i Chron. af 1357 l. c. og kaldes der Parliamentum,
