man berøvede Ludvig sine Besiddelser, maatte i denne Krænkelse af hans egen Lehnshøjhed finde sig dobbelt opfordret til at gribe til Vaaben for Svogeren. Men da Albrecht af Mecklenburg tillige var en Svoger og Forbundsfælle af Kong Magnus, havde han nok Grund til at befrygte Fjendtligheder fra den Kant, hvis han ikke beroligede Magnus eller sikkrede sig hans Neutralitet, forinden han drog over til Tydskland. Dette har da vel været hans Hovedhensikt med denne Sammenkomst, som han, og ikke Magnus, maa have søgt, siden Valdemar begav sig over til denne, ikke omvendt. Og saa meget seer man af de paafølgende Begivenheder, at han maa have opnaaet sin Hensigt, thi Magnus holdt sig stille og uvirksom, hvad Midler nu den kloge Valdemar kan have anvendt, enten han smigrede Magnus-’s Forfengelighed ved at forespejle ham, hvad der og siden skete, at han skulde blive valgt til Voldgiftsmand ved Bileggelse af Striden, eller at han med tilsyneladende villigt Øre har hørt paa de Beklagelser, Kong Magnus vist allerede nu har ladet falde over de svenske Stormænds mere og mere tiltagende Gjenstridighed, og tilbudt ham sin Hjelp mod dem, hvis han i Tidens Løb skulde komme til at behøve den. Højst rimeligt kan det da være, at Valdemar allerede nu har følt sig for hos Magnus med Hensyn til Skaane, om hvis Gjenerhvervelse han ikke mere end et Aar derefter, som vi ville see, sluttede et Forbund med sin forrige Fjende Hertug Albrecht, der, om muligt, spillede et endnu mere falsk Spil mod sin Svoger, end Valdemar, og for hvem endog Fru Birgitta paa det eftertrykkeligste havde advaret Kong Magnus[1]. Efter en yngre Beretning, der dog alene kan være grundet paa et løst Sagn, skal Valdemar ved denne eller en anden Samtale med Magnus have bedet om at maatte faa dennes Adkomstbreve til Skaane at see, og derpaa, da Magnus var godtroende nok til at give ham dem, strax have holdt Voxseglene til Ilden og smeltet dem, saa at Brevene derved bleve ugyldige[2]. Dette klinger vistnok altfor usandsynligt, til at man kan antage det for andet end en Afspejling af Mængdens Forestillinger om Val-
- ↑ Se St. Birgittas „Revelationes“ VII. 17. Her fraraader Christus gjennem Fru Birgittas Mund Kongen at hvide sig til Ven med „en stor fremmed Herre“ og føre ham.ind i sit Rige, da det var en listig Ræv, som, hvis han bare fik en liden Deel af Landet, ei vilde hvile, førend han fik mere. Man kunde ved første Øjekast gjette paa, at det var Kong Valdemar selv, som her menes, men at det er Albrecht sees deraf, at der udtrykkeligt siges, at „Kongens Raadgivere og Kongen selv skulde gjøre sin yderste Flid for, at de Penge, der endnu skyldtes ham af hans Medgift, kunde blive ham udbetalte“. Denne „Aabenbaring“ kan maaskee tilhøre Tiden i 1339, da der handledes om Medgiftens Udbetaling (s. o. S. 235), men maaskee og en noget senere Tid, da man ej med Bestemthed veed, naar den endelige Udbetaling skete.
- ↑ See Grams Notæ ad Meursium col. 510, Suhm XIII. 203.
