Fordringer, eller erklæret sig mod Reductionscommissærernes Afgjørelser, og fordret Sagen om Borgesyssel paadømt af Raadet. Dommerne var Biskop Salomon i Oslo tilligemed 14 andre Herrer, blandt dem Hr. Ivar Agmundssøn, Hr. Agmund Finnssøn, Hr. Ulf Saxessøn, og Bjarne Erlingssøn samt tvende Lagmænd, og at Dommen gik Hafthorssønnerne imod, uagtet de blandt Dommerne talte flere af deres fordums Meddeeltagere i Reisningen mod Kongen, ja endog Sigurds egen Svoger, Bjarne Erlingssøn, viser, at deres Sag heller ikke kan have været synderlig god, og at der intet lod sig sige til deres Fordeel[1]. I Sverige derimod reiste der sig, fra den Tid, da Kongen begyndte alvorligen at hindre Stormændenes Overgreb og varetage Kronens Rettigheder, et Misnøje og en Modstand blandt disse, der efter længere Rivninger endte med aabenbart Oprør og Magnus’s Forjagelse fra sit Rige. Det er imidlertid let at forstaa, at saadanne Rivninger i det ene af de to forenede Riger ikke undgik ogsaa at indvirke paa Forholdene i det andet, saaledes som vi nu i det Følgende ville erfare.
Kong Magnus tilkjendegav, umiddelbart efter det Thing i Uppsala, paa hvilket hans Søn Erik blev valgt til Thronfølger, at han agtede at drage til Norge for at bringe.de Anliggender i Orden, som endnu kunde trenge dertil, og fuldstændigt at berolige Folket, eller, som han selv udtrykte sig, at „reformere Riget og trøste Indbyggerne“. Han udstedte paa samme Thing en Bekjendtgjørelse herom og foreskrev, hvorledes der skulde forholdes med Regjeringen og den kongelige Dommermyndigheds Udøvelse i hans Fraværelse. Han indsatte nu ej længere nogen Drottsete i sit Sted, men udnævnte derimod en saakaldet almindelig eller General-Embedsmand (officialis generalis), nemlig Raadsherren Hr. Johan Christinessøn. Ham overdroges det at oppeberge alle de kongelige Indtægter, saalænge Kongen var borte, og i Forening med tre andre Medlemmer af Raadet inden hver Lagsaga at paadømme i Kongens Navn alle de Sager, der maatte vorde indankede for Kongens Domstol, dog saaledes, at Sager fra Gotland og Finland kunde afgjøres af General-Embedsmanden med de tre Meddommere i den Lagsaga, hvor han tilfeldigviis opholdt sig, naar de ej vare for vanskelige og indviklede, i hvilket
- ↑ Dipl. N. I. No. 303. Om de nærmere Forhold, under hvilke denne Dom blev afsagt, vil der i det følgende blive handlet.
