huus og derfor vel og tilegnede sig hvad der forefandtes i Fehirdslen; han havde Medgiftssummen at udbetale til sin Syster; hans Giftermaal og Kroning krævede Penge, end mere hans Krig med Danmark og Stæderne; muligt og, at Hofholdningen, som senere Forfattere have paastaaet, var noget ødsel, og at Dronningen her især var den skyldige[1]. Vist er det, at hans Pengemangel var ham heel trykkende, og at det nok var sandt, hvad han yttrede i sin Proclamation af 1336, at han kun havde den mindste Deel af Kronindtægterne tilbage til sit Ophold. (See ovf. S. 108). Det var derfor naturligt, at han i Længden ej kunde lade Sagerne gaa, som de gik, men maatte gjøre alvorlige og kraftige Foranstaltninger for at skaffe Kronen de Indtægter i begge Lande tilbage, som i Tidens Løb vare den frakomne, og at hindre, at Skattegods fremdeles gik over i de Skattefries Hænder. Han forbød saaledes Adelen at kjøbe mere Skattegods og befalede, at alt saadant Gods, som fra at være skattepligtigt var blevet skattefrit, skulde optegnes og Indtægterne deraf beslaglegges, indtil man havde faaet oplyst, hvorledes det var kommet i de Skattefries Hænder, og om de virkelig kunde gjøre Rostjeneste deraf. Ogsaa med Hensyn til Kirkegodset synes lignende Foranstaltninger at have været trufne. De første Spor af disse Foranstaltninger, der naturligviis maatte være de Skattefrie meget imod, finde vi allerede strax efter hans Eriksgata, skjønt han endog ved denne havde maattet give alle sine Raadgivere og Riddere det udstrakte Tilsagn om Skattefrihed, som vi allerede have seet (S. 184). Thi det var endog umiddelbart efter Hjemkomsten fra denne Eriksgata, at han lod hiint sammesteds omtalte Forbud udgaa til Uppsalas næringsdrivende Borgere mod at unddrage sig deres Skattepligt under Paaskud af, at de beboede Frelsegods. Han hentydede siden til lignende Unddragelser af Frelsemændene i hiin nysnævnte Proclamation af 29de Decbr. 1336 (s. o. S. 198), hvori han beklagede, at han maatte tynge Folket med Skatter formedelst Formynderregjeringens uforsvarlige Ødslen med Kronindtægterne, og at Tyngden for meget havde ligget paa ham selv og Almuen, men derimod været altfor lidet baaren af dem, der havde modtaget Indtægterne selv. Efter 1340 lader det til at han har forsøgt at rykke sit Maal nærmere, eftersom man da finder, at Fortegnelser paa senere erhvervet Kirkegods ere optagne, i hvilke det udtrykkeligt anføres, om det er
- ↑ Det er slet ikke usandsynligt, at Dronningen ej var nogen god Huusholder, og at Magnus var en føjelig og liberal Egtemand med Hensyn til hendes økonomiske Forhold, erfarer man af flere Omstændigheder, f. Ex. de Breve, hvori han tilstaar hende visse aarlige Indtægter af Skaane (s. nedenfor), men udtrykkelige samtidige Vidnesbyrd om hendes Ødselhed findes ikke.
